Købe drømmehus - tjek

Hold da helt op, hvor er det længe siden, I har hørt fra mig. Det er der nu gode grunde til! Jeg har nemlig haft travlt. Det er ikke sådan at være kvinde på barsel - og det er altså ikke Astrid, der har stjålet min tid. Lad mig bare sige: det blev ikke en gul parcel:) Det blev derimod en dejlig og rigtig fin rødstensvilla fra 1937. Nemlig. Vi har sgu købt et hus. Og den slags tager altså tid. Der går tid til at tage ud og se det, til at spekulere, til at se billeder på nettet, til at læse tilstandsrapporter, til at kontakte manden, der har skrevet tilstandsrapporten, fordi man ikke forstår hvad han skriver, til at se huset igen, til at tale med banken, til at blive sur på sin bankmand og tale med andre banker, til alligevel at ende med at vælge sin gamle bank, til at læse købsaftaler og forsøge at forstå alt det med småt, til at gå til advokaten, til at beslutte sig endeligt, til at læse om gasfyr og nye vinduer på nettet, til at forhandle pris, til at underskrive købsaftalen, til at læse om forskellige ejerskifteforsikringer og villaforsikringer, til at rive sig selv i håret og bande af forsikringsselskaber, der kræver fuldstændig ublu priser for en ejerskifteforsikring, til at endelig at vælge den billige forsikring hos firmaet med det dårligste ry, til at låne havebøger på biblioteket og endnu mere til at læse dem, til at støvsuge nettet for legehus-leverandører der kan leve op til mine strenge krav om æstetik og funktionalitet - og gode priser, til at få far til at lave legehuset i stedet for og endelig går der også oceaner af tid til at drømme og indrette og skrive lister og strege ud, og kigge i boligblade tælle ned til den 31. maj, hvor vi overtager huset. Og oven i det, er det blevet ved den tid, hvor jeg også skal skrive ansøgninger og læse jobannoncer hver dag - man skulle ærlig talt ikke tro, man var på barsel, så travlt som jeg har.

Men nu har jeg altså lige et par minutter til at fortælle jer om huset. Først og fremmest må jeg hellere fortælle, at det slet ikke ligger der, hvor vi hidtil har kigget. Vi har simpelthen besluttet at rykke familien 30 min længere sydpå, for vi kunne bare ikke finde det hus, vi gerne ville have, til en pris vi syntes var rimelig i denne afkrog af provinsen. Det var en mærkelig beslutning at tage, men det hjælper gevaldigt, at nogle ret fantastiske venner lige er flyttet til at samme nye afkrog. Det hjælper faktisk rigtig meget. Og da selve huset så også indeholder alt det, vi gik og drømte om, ja så var det lige pludselige indlysende, at det var det rigtige valg.

Det eneste minus ved huset er, at grunden ikke er så stor, som vi drømte om. Og haven er helt tom, bortset fra et gammel bøgetræ, der heldigvis pryder forhaven. Der hænger jeg en gynge op i samme øjeblik huset bliver vores. Men vi skal nu nok få en fin have ud af det på sigt. Håber jeg.


På plussiden - og den er heldigvis stor - er husets størrelse. Der er masser af plads til os. 167 m2 og 110 m2 kælder. Der er spisekammer (Jublende hurra-råb og benspjæt)! Og to stuer, hvoraf den ene er sænket i niveau, hvilket jeg synes er vildt hyggeligt. Der er 5 værelser og en smuk, smuk trappe, som gør en helt glad i hovedet, når man kommer ind ad døren. Og 3 toiletter, gudhjælpemig. Og brændeovn. Så der er nok at gå og drømme om og indrette på.



Og sådan ser det altså ud:) Det bliver nok ikke det sidste, I hører om den historie...

I dag går sådan set bare med at få dagen til at gå, for jeg går og venter på, om jeg bliver kaldt til samtale til en stilling, som jeg rigtig gerne vil have. Og det er altså lidt træls at vente på.

En god dag til dig, der læser med!



Føljetonen om drømmehuset - afsnit to: Ny strategi

For søren som tiden flyver! Nu må det bestemt være tid til et nyt indlæg fra min hånd. Den sidste uge har været fuld af børnesygdomme og besøg og familieaktiviteter, men nu har jeg lige en formiddag alene med Astrid inden det bliver weekend og familietid igen, så nu griber jeg chancen, mens Astrid tager sig en lur. Den lille snut er ved at blive en stor pige. Hun ruller efterhånden rask væk flere meter, bare man vender sig om et øjeblik, og ingenting er fredet længere. Især stoleben er et hit, og hun smasker henrykt løs på dem ved først givne lejlighed, indtil hendes uforstående mor stopper legen. De mødre altså. Og så spiser hun grød, gudhjælpemig. Det er altså et ret grænseoverskridende skridt for sådan en baby (eller i hvert fald for moderen), at hun for alvor begynder sin frigørelsesproces, og snart kan klare sig uden mig. Et par timer i hvert fald. Snart flytter hun vel hjemmefra!

Og apropos hjemme, så skal dette være endnu et indlæg i føljetonen om drømmehuset - der desværre stadig består mere af drøm end konkret hus. Jeg har efter miseren med de gule parceller kastet mig over en ny variant på boligmarkedet - byg-selv-huset. Jo jo! Men selv om jeg er tømrerdatter og havde sløjd som valgfag, og, når jeg selv skal sige det, er ret ferm til at sætte hylder op, så tænker vi i den kategori af byg-selv, som andre ligesom bygger for os. Vi ser på typehuse... Fra mange sider hører vi nemlig, at det lige så godt kan betale sig at bygge selv, og selv om jeg helst vil have et godt gammelt hus, så er jeg efterhånden nået til den erkendelse, at det skorter gevaldigt på gode, gamle huse i denne del af provinsen. Der er absolut flest dårlige eller grimme, gamle huse. Eller også er de møgdyre. Ja, det grænser altså til ufint, men sådan er det. Så nu har vi for en kort bemærkning skiftet fokus. Denne løsning er dog heller ikke problemfri. Jeg har ellers fundet et firma, som jeg tror, jeg stoler på, og de har et meget fint katalog, med et meget fint hus, der til forveksling kunne ligne sådan et ældre 1½ planshus med høj tagrejsning og fine vinduer, som jeg ønsker mig. Og uden alle de grimme K3'er, som de ellers har det med at føre med sig.

Men nu vil dette ellers udmærkede firma ikke sådan lige hoste op med en pris på huset. Ja, man skulle jo ellers tro, at et firma der årligt bygger over 800 huse kunne komme med et overslag, men nej. Sådan er det ikke. Så faktisk aner vi ikke, om vi har råd til at få sådan et hus bygget. Vi har nu booket et møde med en byggerådgiver fra firmaet, og så kan vi forhåbentligt få et svar på, om vi skal drømme videre eller vende tilbage til den oprindelige plan - det gamle hus...

Et andet problem er, at sådan et hus jo skal ligge på en grund. Og dem er der heller ikke voldsomt mange af. I hvert fald ikke, hvis man helst vil betale under 1 mio for den og samtidig undgå tog i baghaven og få en god størrelse på grunden. Men vi har da kig på en enkelt, som vi kan arbejde ud fra, når vi skal til det famøse byggemøde.

Endelig er der jo det ved det, at sådan en bar grund med nyt hus, ligger i et stort område af bare grunde, hvor alt det, som jeg er træt af, ved der, hvor vi bor nu, er endnu mere udpræget - nemlig manglen på træer og godt opvoksede haver, som man kan lege gemme i og hygge sig i, uden at hele kvarteret kan se, hvad der ligger på grillen. Ikke fordi jeg ikke kan lide naboer - jeg synes naboer er herlige, men for at man kan få en øl over hækken, kræver det altså en hæk! Men måske er det bare prisen for det gode hus... Når jeg læser lokalplanen lyder det til at blive meget hyggeligt om 15 år, når alt det hele er plantet og groet til. Tålmodighed er en dyd, og måske man er mere tålmodig i et hus, hvor man har udsigt til at blive boende i mange, mange, mange år. Det håber jeg.
Men først skal vi jo altså lige høre, om sådan et nyt hus overhovedet ligger inden for vores rækkevidde, og det får vi forhåbentligt at vide på mandag. Jeg er spændt.

I næste uge skal jeg til at skrive jobansøgninger. Det passer mig overhovedet ikke. Jeg er jo på barsel og skal pr. definition ikke tænke på job. På den anden side kunne et job få huset til at rykke betydeligt tættere på, så måske det kan motivere? Forvent under alle omstændigheder linde strømme af blogindlæg, da jeg kender mig selv godt nok til at vide, at overspringshandlingerne vil stå i kø.

Indtil da, rigtig god weekend til dig, der læser med!

En bognørds bekendelser - min affære med Middlemarch

I dag skal det handle om Middlemarch af George Eliot (e.g. Mary Anne Evans), som har været mit parallelunivers de sidste måneder. Og hvilket parallelunivers. Jeg har faktisk lidt svært ved at få begyndt på at fortælle om den, for der er så meget godt at sige. Middlemarch har været på min must-read liste i rigtig lang tid, og da min søde, betænksomme mand forærede mig den i bryllupsdagsgave, var tiden endelig kommet. Kender I det, at man har hørt så meget godt om en bog, at man næsten er bange for at læse den, fordi den kun kan skuffe. Sådan havde jeg det lidt med denne - bortset fra, den ikke skuffede.
Altså, det er dette her, det handler om: Middlemarch af George Eliot fra Rosinante.

Lad mig starte med mit førstehåndsindtryk af bogen, og med det mener jeg faktisk fornemmelsen af bogen, da jeg fik den i hånden. Det er en utrolig lækker bog. Den er fed, farverne er lækre, designet fortæller om kvalitet og tidløshed - lige som en klassiker skal gøre. Bogen er én af en række klassikerudgivelser fra Rosinante, der udmærker sig ved, at de er utroligt lækre, udvendig som indvendig. De er smukke både for øjet og for hjernen, og det tiltaler mig virkelig meget. Så meget faktisk, at jeg må indrømme at have flere af dem stående på min ønskeseddel alene af den grund, at de er en del af denne udgivelsesrække, der bare vil pynte på min bogreol (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker mig bøger, som jeg ikke gerne vil læse, men der findes så uendeligt mange bøger, jeg gerne vil læse, at der må andre kriterier ind over også).

På forsiden af bogen er der et citat fra information: "Den måske bedste roman, der nogensinde er skrevet på engelsk" - så er man ligesom skudt igang. Men er den så det? Læs med her...

Middlemarch er historien om livets gang i en mindre engelsk by i 1800-tallet. Det er også en historie om ægteskaber, om personlig udvikling, om forventninger og skuffelser, om samfundets normer og den enkelte, om stærke kvinder og svage mænd, om gode mænd og stride kvinder, om værdier vs. virkelighed, om fornuft og følelse, om storhed og forfald... Det er en stor bog på alle måder!

Kan jeg give et resumé? Jeg er lidt splittet omkring det, da jeg er bange for at afsløre for meget, men lad mig prøve at trække nogle linier op. Romanen har et ret stort persongalleri med nogle centrale figurer, som vi skifter rundt mellem at høre om. En hovedperson er den unge Dorothea, der er en velstillet overklassepige, der ønsker at gifte sig med en ældre, dannet herre, Mr. Casaubon, som er ved at skrive et stort værk, og som Dorothea håber at lære en masse af. Her ser vi allerede konturen af en historie om en pige, der ikke følger normerne for samtidens unge piger, som er portrætteret gennem hendes søster, Celia, og en anden ung frøken, Rosamond Vinci, der er mere typiske i deres forhåbninger om ægteskabets goder. Om Dorothea får sit ønske opfyld og om hendes forventninger mødes, lader jeg hensvæve i det uvisse. Rosamond Vinci er en anden af de centrale personer, og hun vil gerne giftes med en mand, der er interessant og som kan bringe hende op ad den sociale rangstige, levere et liv i luksus og gøre hende anderledes. Vi følger også Rosamonds bror, Fred, der er en typisk ung herre, der lever over evne og ikke rigtig kan finde sin vej i livet. Han håber, at han vil arve en ejendom fra en onkel (eller hvordan det nu lige var), men gør han det? Han er forelsket i en barndomsveninde, den gæve Mary, der dog ikke just er imponeret af hans levevis. Derudover er der også Mr. Lydgate, som er en ung læge, der er flyttet til byen. Han har høje ambitioner inden for sit fag, men hvordan udvikler det sig for ham, da han bliver forelsket? Endelig har i Mr. Bulstrode, der er en from, kristen og belærende herre, der styrer byens moral med hård hånd - indtil en sjusket, drikfældig fremmed kommer til byen med skumle historier fra Mr. Bulstrodes fortid. Og nå ja, jeg var lige ved at glemme Will Ladislaw, Mr. Casaubons fætter (eller noget), der flytter til egnen og skaber postyr for både, Dorothea, Rosamund og Mr. Bulstrode. Hertil kommer en række bifigurer, der alle er det til at gøre romanens univers levende og spændende - og rodet, men på den gode måde. Det siger næsten sig selv, at det tager lang tid at komme ind i en historie med så mange tråde, men jo længere man kommer, desto smukker bliver trådene vævet sammen, og historien folder sig ud, så hold ud, siger jeg bare.

Foruden den fine historie må jeg også sige tre ord om fortælleren, for det er virkelig en del af læseoplevelsen. Fortælleren er udleverende, men på en fin fin tilbageholdende måde i kontrast til fx Jane Austens fortællere, der ofte er ironiske og meget direkte i deres fortællerkommentarer. ("It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife." Pride and Prejudice - 1. sætning, der sætte stemningen for hele bogen (elsker det)). Eliots fortæller er ikke så ironisk, men bestemt humoristisk, og man må ofte trække på smilebåndet. Eliots fortæller beskriver universet med en meget fin realisme, der er en af bogens styrker.

Middlemarch er ikke en bog, man bare lige sluger. Det er egentligt ikke længden på 900 sider, der bremser, men mere indholdet. Jeg kunne i hvert fald ikke lige snuppe 100 sider, sådan som jeg sagtens kan gøre det med andre bøger. Man bliver heller ikke drevet frem af plottet - ikke før til sidst i hvert fald, men man glæder sig til at kigge inden for i Eliots univers og se, hvordan det går med beboerne.

Jeg må indrømme, at jeg har en ganske særlig forkærlighed for engelske 1800-tals romaner, og dermed kan være en smule forudindtaget, men jeg synes virkeligt, at man bør overveje, om man kan nænne at fratage sig selv oplevelsen af Middlemarch. Den er så fint komponeret, så velskrevet, så godt sat sammen, så tankevækkende og dog underholdende, tilpas balanceret mellem kærlighedshistorie, samfundsskildring og moralfilosofi. Jeg giver Information ret, og sender den hermed afsted til jer med mine varmeste anbefalinger.

Tak fordi du læste med!

Lykken er lyserød læbestift

Så er det mandag morgen, og ikke bare en almindelig mandag morgen, men mandag morgen efter vinterferien. Normalt ville det være en sur, langsommelig oplevelse, hvor jeg skulle overtale Anna til at skynde sig (en på forhånd tåbelig kamikazemission), redegøre for, hvorfor den står på havregryn i stedet for hjemmebagte boller, diskutere hvorfor man ikke lige kan starte dagen med en halv time på sofaen, og hvorfor man ikke kan nøjes med at gå i børnehave iført kjole og sølvsko. Det har jo nemlig maget sig således, at en kærlig kalendersjæl har anbragt fastelavn på netop denne mandag.

Så i dag skulle man faktisk i børnehave iført kjole og medbringende sølvsko (som vi godt nok glemte, og faderen måtte hjem og hente). Vi skulle starte dagen med at dekorere fastelavnsboller til børnehaven, havregrynene gled ned som en leg, og tanken om at skulle vise verdens bedste legekammerat, Vida, sine prinsesseøreringe slog fjernsynet og sofaen med flere længder. For selvfølgelig skulle Anna være prinsesse. Det var hun også sidste år - men det kan hun retfærdigvis nok ikke huske. Og moderen kunne da godt tænke sig, at have været kreativ med et eller andet sejt kostume, men når pigebarnet nu bare gerne vil have sin blå prinsessekjole på, ja så er det jo sådan, det er.

Jeg fik dog sneget et lille krea-projekt med i form af en ret fin krone af guldpapir og perler, som sikkert er gået i stykker, inden de når til tøndeslagningen, og som Anna også synes er lidt træls at have på, fordi elastikken skal under hagen. Men fin, det var hun godt nok. Og det bedste af det hele, det var, at man måtte få lyserøde kinder og læbestift på. Der findes ikke noget i verden, der kan lyse en mandag morgen op, som øjnene på en lille lyseblå prinsesse, der får at vide, at i dag må man låne mors lyserøde læbestift. Det er simpelthen topmålet af stort. Og jeg, som ellers normalt står i nattøj kl.7.15 og gladeligt sender faderen afsted mod børnehaven med madpakker, ekstra tøj og varierende grader af morgensurhed, ja, jeg var faktisk helt misundelig på, at det ikke var mig, der skulle se prinsessen indtage børnehaven i dag. Til gengæld får jeg lov til at hente de sørgelige, men forhåbentlig glade rester i eftermiddag. Det bliver også ret hyggeligt.

Og I skal da lige se hende, prinsesse Anna af Nymarken. Billedet er desværre ikke det bedste, prinsessen havde virkelig ikke tid til pressen denne morgen, men er hun ikke fin, spørger den stolte mor forudindfattet?

Nu vil jeg skænke en kop the og sidde og tænke lidt på, hvordan jeg skal præsentere jer for formidable Middlemarch, som jeg endelig og desværre er blevet færdig med. God fastelavnsmandag til alle, der læser med.

Vinterferie er vaffeltid

Så er der nye pip fra min kant igen. Jeg har ikke lidt en stille, deprimeret død efter rundturen i det gule parcel-helvede, selvom det var tæt på. Jeg kan dog ret sikkert melde, at det hverken bliver det mikroskopisk lille omend relativt pæne eksemplar af racen gul parcel, det grå-hvid grumsede med rødt træværk flankerede, eller det leopardplettede med frimærkestor grund gule parcelhus, som bliver vores fremtidige hjem. Jeg lever fortsat i håbet om, at noget bedre viser sig (snart).

Og mens jeg venter, holder vi vinterferie (derfor den lavere frekvens af blog-udbrud). Det er til gengæld ret fantastisk. Anna råhygger sig, og det gør vi ærlig talt også. I går hyggede vi os med at bage vafler. Der er noget vinterligt rart over vafler, der passer perfekt til sådan en grå feriedag. Jeg kan godt lide at afprøve nye opskrifter (for tænk nu, hvis der var en, der var bedre end den, vi plejer at bruge!), og derfor forsøgte vi os i går med en ny variant. Jeg har en bog der hedder "Isabellas desserter", som jeg er rigtig glad for, og som har forsynet os med mange gode oplevelser udi dessertverdenen. I denne bog er der også en vaffelopskrift, der adskiller sig markant fra den, jeg plejer at bruge. Vaflerne går under betegnelsen "svenske vafler", og de består hovedsagligt af flødeskum blandet med mel, sukker, salt og smør. Jeg har set lignende opskrifter med fløde, hvor de bare hedder flødevafler (fx hos Frk. Jensen).

Nå, men vi glædede os meget til at smage disse nye vafler og satte os rundt om bordet med vaffeljern, sukker og syltetøj klar. Og det er altså ikke fordi, at de smagte dårligt. Slet ikke. Men alligevel vil jeg nu ikke anbefale denne opskrift frem for den, jeg plejer at bruge, for det var lige som om... at det bare blev for meget. Efter man havde spist 4-5 hjerter, var man helt fyldt om og lidt kvalm. Og selv om jeg elsker desserter og kager og gerne i svulstige udformninger, så bryder jeg mig faktisk ikke om, at man for hurtigt får for meget. Og det gjorde man her. Vi kunne slet ikke spise så mange, som vi plejer, de var simpelthen lidt for fede. Øv.

Så i stedet for at give jer opskriften på dem, vi fik, så vil jeg gerne give jer opskriften på dem, vi plejer at bage. For de er nemlig faktisk virkelig gode, og jeg burde for fremtiden være tro over for dem. Opskriften er fra Nikolaj Kirks bog "Hverdagsmad" fra Lindhardt & Ringhofs forlag - en dejlig bog med flere favoritter, så den vender vi nok tilbage til igen. Denne opskrift på vafler er pænt stor, men dejen holder sig fint i køleskabet, hvis man ikke kan spise dem alle i første forsøg. Der er appelsinskal, som jeg synes giver en rigtig fin smag til vaflens sødme. Normalt spiser vi vaflerne med sukker og syltetøj, men vi kan også finde på at servere sirup til, eller hvis det skal være ekstra lækkert flødeskum rørt med bær, fx. hindbær. Det er virkelig lækkert. Og så synes jeg for øvrigt at vaflerne skal spises, så snart de er bagte, så tag endelig jernet med ind på bordet og spis efterhånden som vaflerne strømmer ud. Så er der dømt hygge.

Nikolaj Kirks vafler:

• 600 g hvedemel
• 100 g sukker
• kardemommepulver
• skallen af 2 appelsiner
• 3 æg
• 1 dl piskefløde
• smør til stegning
• 7 dl mælk

Bland mel, sukker, lidt kardemomme og fintrevet appelsinskal i en stor skål. Del æggene og pisk æggeblommer, mælk og fløde sammen. Tilsæt langsomt melblandingen. Pisk godt, så det ikke klumper. Pisk hviderne stive og vend dem i massen. Så er vaffeldejen klar til at møde jernet. På mit vaffeljern passer det gerne med 1 dl dej til en vaffel, men prøv dig frem. Jeg smører gerne jernet med smør inden første vaffel, derefter går det fint uden at smøre. God fornøjelse!

Om tilstandsrapporter og umulige prioriteringer blandt andet

Vi er ved at kaste os over et ret uoverskueligt projekt, meget tidskrævende, nervepirrende, svært men spændende. Vi er begyndt at kigge os om efter et hus - som vi vil købe! Og det er ikke så let. Faktisk er det nok mere korrekt at sige, at vi er midt i et projekt, for jeg har læst boligannoncer i flere år nu, men nu trapper vi op, for nu er vi lidt tættere på at kunne muliggøre sådan et stort tiltag. Egentlig har vi hele tiden sagt, at vi ville vente til min barsel var slut, og jeg havde fået et job (er nyuddannet), men jeg har hørt en lille fugl synge om, at sådan nogle lærerjobs ikke hænger på træerne, og derfor kigger vi nu på huse i en prisklasse, som vi kan arbejde med på en løn og en dagpengeudbetaling. Det er meget fornuftigt, synes vi selv. Men ikke uproblematisk.

Vi (læs jeg) vil dybest selv helst have sådan en gammel villa fra før 1950 med tegltag og plankegulve, med charmerende detaljer, rigeligt med plads og en smuk, stor gammel have med en masse frugttræer - og så skal huset naturligvis helst ligge i en bestemt del af provinsen. Deri er der blot to problemer. I den nøje udvalgte del af provinsen findes der forsvindende få huse til salg af denne kaliber - og dem, der er, har den uforskammethed at koste en betydelig formue, der ikke stemmer overens med vores fornuftige beslutning. Så derfor er denne huskøbsproces kompliceret en del. For det første skal jeg komme overens med tanken om, at jeg kan ende i en gul 70'er-parcel. Det er godt nok en fed, behåret og ildelugtende kamel at sluge. Ikke et ondt ord sagt om gule 70'er-parceller i almindelighed, men når man er æstetiker i hjertet og vokset op i et lille idyllisk byhus fra 1864, så passer de ligesom ikke ind i mit drømmeunivers. Men som den håbløse optimist jeg nu engang er, pønser jeg på, at sådan et hus kan sminkes med noget puds og en masse stokroser. Så vi har nu taget tyren ved hornene og bestilt en fremvisning af tre mere eller mindre pragteksemplarer af racen gul parcel. De har hver deres særkende. Den ene er faktisk nærmest meget pæn, men er bare så forbistret lille. Så er der en, der er leopardplettet og godt indrettet, men ligger på en lille grund, hvor den tidligere ejer åbenbart har holdt bulldozere, for haven er fuldstændig bar og intetsigende (her siger den lille optimist i mit hoved, at så skal jeg se den som et blankt lærred, som kunstneren kan arbejde med, men problemet er bare, at jeg skal glo temmeligt længe på det der tomme lærred, før æbletræerne er blevet gamle og krogede). Det sidste eksemplar udmærker sig ved ikke at være gul, men til gengæld hvid (læs snavset-grå), og med rødt træværk over det hele. Det er virkeligt et af de grimmeste huse i provinsen, men til gengæld er det stort og har en kælder og en rimelig god indretning. Så hvad vælger man? Ja, det er spørgsmålet, men bestemt ikke det eneste spørgsmål.

Faktisk er der uhyggeligt mange spørgsmål, der kværner rundt i min lille ammehjerne. For eksempel har jeg indhentet tilstandsrapporter fra de tre huse. Så man ligesom er forberedt på, hvad der venter på matriklen, og hvad man i hvert fald skal holde sine (meget) små millioner fra. Men selvom jeg synes, at mit ordforråd ligger i den høje ende af spektret, og at jeg endda har den fordel at være vokset op som tømrerdatter og ved hvad ord som torks og not (ikke det engelske ord) dækker over, så er der bare usansynligt mange ord, jeg stadig mangler at lære, og så er sådan en tilstandsrapport altså sværere at læse end et Rifbjergdigt fra 1963. Og skulle man på forunderlig vis komme sig over sprogbarrieren, så ligger næste udfordring og venter: Hvad betyder det for huset, om det fejler det ene eller det andet. Se, her vil mange læsere nok mene, at der skulle være hjælp at hente i kategoriseringen K1, K2 og K3. Og det er jo rigtigt nok for K3'ere er de seriøse fejl, så dem skal man lige holde øje med og så alligevel ikke. For herefter følger spørgsmålet om, hvad en K3'er koster at udbedre. Og der er det, at jeg har en klage til systemet. For en K3'er kan være fejl i tagkonstruktionen, som gør, at taget dratter om i næste storm eller er utæt som en si. Men det kan også være et løst gelænder, der kan fikses med en ny skrue. Og der er ærligt talt stor forskel på, om man skal ud at løbe en ny skrue eller et nyt tag. Status hos os er, at jeg har sendt hele moletjavsen til min far, så han kan tolke lidt for os. Han er nemlig god til at læse tilstandsrapportisk.

Og endelig er der hele ideen med at sammenligne boliger, der bare ikke kan lade sig gøre. For de er jo på mange måder usammenlignelige! Det ene har en god have, den anden en god indretning, og det tredje masser af plads. Og hvad prioriterer man så højest? Eller må man erkende, at det rigtige hus bare ikke er der endnu, og I givet fald, hvornår kommer det så? Og kommer det til en pris, man kan acceptere, eller skal man forudse, at man bare ikke har råd til et hus, hvor både haven, huset, størrelsen og indretningen spiller? Øv. Jeg synes faktisk, det er svært, og jeg lover, at det ikke bliver det sidste brok, I har hørt fra mig i den sag.

Men derudover, så er det fredag, Kristian får vinterferie, jeg skal mødes med min gamle mødregruppe i morgen, hvilket bliver ret fantastisk, da vi ikke ses så tit, Astrid er i topform, og jeg ser frem til ISBNbingo på twitter. Så måske er det ikke så dårligt alt sammen alligevel.

God dag til dig der læser med!

Anmeldelse af "Meyers Bageri" - velkommen i bagehimlen.

En dag i sidste uge kom Anna hjem fra børnehave. Det første hun gjorde, da hun kom ind af døren, var at erklære: "Der lugter, mor!", og så stormede hun ellers til sin fars bestyrtelse gennem huset iført fuld vinterudrustning med kurs mod køkkenet, forsvandt om hjørnet for et øjeblik efter at vende tilbage og med et smil konstatere: "Det er brød, mor". Og jeg kunne til fulde sætte mig i hendes sted. Der findes få dufte i verden, der er så forførende og uimodståelige, som duften af nybagt brød. Og der skal i praksis ikke meget mere end et stykke lunt brød med smør på, for at jeg kan glemme de fleste problemer og være momentalt lykkelig på selv den mest trælse gråvejrsdag.

På det seneste har der duftet meget af nybagt brød hjemme hos os. Jeg bager generelt tit og ofte, men jeg har sat kadencen op på det seneste, og det er Claus Meyers skyld. Jeg har nemlig fundet en ny yndlingsbog, og den hedder "Meyers Bageri".

I bogen fortæller Claus Meyer om hans egen passion for brød, han fortæller om teknikken bag et godt brød, om dej, om mel, om hævning, udstyr, bagning og smag. Og så er der desuden et væld af lækre opskrifter. Der er rigtig mange gode egenskaber ved bogen, som jeg kunne tænke mig at fremhæve. Først og fremmest er bogen skrevet, så man kan mærke personen bag. Der er holdning, omtanke, erfaring og kærlighed bag ordene, og det kan man mærke. Jeg synes, det er rart med en forfatter, der melder klart ud og som er ærlig. Meyer skriver for eksempelt varmt om økologisk mel, og han fremfører mange gode argumenter for at vælge det. Men samtidig skriver han også ærligt, at man godt kan bage (næsten lige så...) gode brød af konventionelt mel. Så er det op til læseren at vælge - men med udgangspunkt i hans passionerede tilgang er det svært ikke at blive påvirket, og det kan jeg godt lide.

Jeg er også vild med den tilgang bogen har til at inddrage læseren. Meyer er rigtig god til at give en lyst til at komme i gang med at bage. Det virker som om, han oprigtigt ønsker, at man skal blive bedre til at bage, han kommer med opmuntring, løfter og gode råd - en langdistance bagecoach. Og det virker - jeg er overbevist om, at jeg lige om lidt bliver en bedre bager. Øvelse gør mester. Med det indledende afsnit om teorien bag brødet, får man en bedre forståelse for, hvorfor man gør, som man gør, og hvad man måske skal ændre. Der er tale om brødnørderi på højt plan, og hvis man er til det (det er jeg!) så er det virkelig god læsning.

Og så er jeg jo slet ikke kommet til opskrifterne - de er altså virkeligt gode. Der er super mange ting, man har lyst til straks at afprøve. Mange af brødene bages med surdej, og Meyers surdej tager 10 dage om at blive klar. Det er godt nok hårdt at gå og vente på, men jeg var som et lille barn, da dejen endelig var klar og første brød - et koldhævet hvedebrød - gik i ovnen. Og lad mig bare indrømme, at selv om brødet smagte godt, så lignede det ikke helt det på billedet, så jeg må nok øve mig noget mere. Men det gode er, at det har jeg også lyst til efter at have læst bogen.

Opskrifterne i bogen er baseret på en filosofi om, at det gode brød tager tid, og langt de fleste brød er langtidshævede, men ind imellem er der også brød, der kan bages på et par timer. Og så er der en sektion om kager, som jeg slet ikke har afprøvet i tilstrækkeligt omfang endnu, men som ser ret fantastisk ud. Jeg kan godt lide kombinationen af opskrifter på de langtidshævede surbrødsdeje, de bløde gærdeje og de lækre kager. Det betyder, at man næsten altid kan finde noget, der frister.  

Alle opskrifter er flankeret af indbydende billeder, og en lille kommentar om, hvad brødet eller kagen egner sig til. Bogen er trykt på ret kraftigt papir, der bidrager til at give en følelsen af at sidde med godt kram (ja jeg er også bognørd), designet er lækkert.... Ja, der er faktisk kun en dårlig ting at sige om den bog, jeg sidder med her, og det er, at den er bibliotekets og snart skal afleveres. Men titlen står højest på min ønskeseddel, så meget er helt sikkert!