Havedrømme

1. januar - tid til slow motion, eftertanke og spirende planer for det nye år. 2016 fløj forbi os som et blad i en efterårsstorm, og jeg håber, at det nye år byder på mere ro, overskud og tid i hverdagen, efterhånden som mit nye job bliver mindre nyt og mindstebarnet bliver større.

En af de ting, der blev forsømt sidste år, mens jeg havde fokus rettet mod arbejde og børn, var haven. Og det var faktisk slet ikke planen, eftersom jeg lige havde fået skaffet mig en køkkenhave og slet ikke er færdig med etableringen af den have, vi fik tegnet, da vi flyttede ind i drømmehuset. Derfor er én af drømmene denne nytårsdag også rettet mod drømmehusets ydre omgivelser. Jeg håber, at 2017 bliver fyldt med jord under neglene, ømme havemuskler og frodig mangfoldighed på vores matrikel.

Godt nok er jeg stadig at betegne som havenovice, men jeg er dog klar over, at jeg her i starten af januar stadig må vente længe på for alvor at komme i udendørsaktion. Det betyder dog ikke, at jeg ikke helliger mine haveplaner opmærksomhed. Her i juleferien købte jeg de første frø til årets høst i køkkenhaven, og en af de næste dage skal jeg have gjort lageret af frø fra sidste år op og lavet flere indkøbslister. Jeg skal have tegnet bedplaner til køkkenhaven (der er noget med sædskifte, jeg lige skal have læst op på), og jeg skal have valgt hvilke projekter, jeg håber at få ført ud i livet i år, hvis der bliver tid.

En af de største fornøjelser ved haven sidste år var det væld af blomster, som min skærehave ufortjent belønnede mig med.

Jeg skal have evalueret på, hvad der fungerede i sidste års haveliv, og hvad vi skal lave om. På stående fod kan jeg i hvert fald notere mig, at vi havde succes med løg, græskar, ærteblomster, grønkål og dahlia, jordskokker og hindbær - alt sammen noget, der skal gentages og eventuelt udvides. Derimod blev majs, hvidkål og riddersporer aldrig rigtig nogen succes af forskellige årsager. Jeg må overveje, om jeg kan gøre noget anderledes, eller om jeg skal undvære disse afgrøder (igen) i år. Faktisk gav vores squashplanter også rå mængder af frugter (hedder de egentligt det?) - vi bruger bare ikke ret meget squash i vores madlavning, så enten skal vi udvide vores repertoire i køkkenet eller også skal vi ikke plante squash. Der er bare noget magisk over en plante, der bugner af gavmildhed. Så måske får squashen igen en plads alene af den grund...

Her ses to ting, der trives i bedste velgående - mine store unger og mine ribs. Jeg tager æren for de første, mens moder natur nok har gjort mere for ribsene, end jeg har. 

Drømmen om en køkkenhave og skærehave fylder mig med forventning. Jeg er realistisk nok til ikke at forvente mig have af Søren Rygesk karakter. Jeg nærer heller ingen forhåbninger om en ukrudtsfri udstillingshave. I vores travle børnefamiliehverdag tager vi heller 10 små succeser end én stor. Og for mig er det en fryd at kunne plukke smukke buketter af planter, jeg selv har sået, priklet, udplantet og vandet (ok, 20 andre gik ud, tørrede, knækkede fordi jeg glemte at binde op osv. Men nogle klarede den trods alle odds!) Det er en fryd at lave aftensmad med ingredienser, jeg selv har dyrket - selvforsyning er ikke målet, men en gang imellem oplever vi fra jord-til-bord og lidt har også ret. Og det er en fryd, når jeg får lov at opleve, at noget trives mellem hænderne på mig - at naturen og jeg i forening får skabt noget fint sammen - so far i høj grad på grund af naturen og på trods af mig, men vi vokser sammen, mig og min have og vi bliver klogere og mere modige og ambitiøse for hvert år. Så på sådan en grå januardag, er det egentlig meget rart at lægge planer og nære håb om gode tider. 

Et æble om dagen – eller 200…

Lørdag var store æbledag hjemme hos os. Vi tog med familiespejderne i provinsen til Æbleskoven ved Daugård, hvor vi gik på helt lovligt æblerov i de frodige rækker mellem Ingrid Marie, rød Ingrid Marie, spartan, ananasæbler og Belle de Boskop. Vi havde godt nok glemt vores frugtplukker (ja sådan en ejer jeg faktisk – den tilhører den voksende bunke af dimser, som åbenbart følger naturligt i kølvandet på et huskøb), men vi fik alligevel ved hjælp af rystemetode, klatremetode, hænge i grenemetode og naturligvis også den helt almindelige plukke fra grene i øjenhøjdemetode fyldt et par store poser med saftige, sprøde rødmende æbler.

Det er anden gang, vi er i Æbleskoven, og vi nyder at komme ud i den overflod af æbler, som den store plantage byder på. Selv har vi plantet to æbletræer i drømmehaven, en rubinola og en rød aroma, men de er endnu blot forvoksede grene, og den samlede høst forløb sig i år til 17 dejlige, røde æbler. Det skal man naturligvis ikke kimse af, men vi lader os gerne overvælde af Æbleskovens mangfoldighed.

Den samlede æblehøst fra drømmehaven - fin om end beskeden

Da vi havde kravlet, rystet og plukket poserne fulde, var det tid til at vaske æblerne, inden de af det kyndige personale blev kværnet og presset til 12 liter jomfruelig, lyserød, aromatisk æblemost. Smagen af helt friskpresset most er helt uden sammenligning. Det bør man unde sig selv at prøve. Æbleskoven er et spejdercenter, og naturligvis var der også bål og mulighed for at lave snobrød og pandekager. Det gjorde vi, og vendte derefter hjem med røg i håret og bagagerummet fuld af æblehøst. Jeg har været storbymenneske længe nok til stadig at blive imponeret af og hensat i en frydefuld tilstand over at kunne følge produkter fra jord til bord. Så sådan en dag er idel lykke for Lenen.

Vel hjemme gik vi straks i gang med at omsætte høsten til noget lækkert. Vi kogte nogle af æblerne til mos og lavede en god gammeldags æblekage med rasp og fløde, og vi satte en grydefuld svinekæber til at braisere i æblemost og øl. Æblekagen er en gammel traver i vores repertoire, men opskriften på svinekæberne var ny, og jeg har glædet mig hele ugen til at have tid til at simre. Og det var hele ventetiden værd!

Kødet blev smeltende mørt, og væsken fra braiseringen endte som en meget kraftig sauce, der mere glaserede kæberne end fungerede som en faktisk sauce. Vi lavede en kartoffeljordskokkemos som tilbehør, og det var alt i alt en bragende succes. Ud over den hjemmelavede æblemost supplerede jeg lige min jord-til-bord-urmenneskeoplevelse med en gulerod fra egen køkkenhave og timian fra egen urtegård. Små skridt for bonderøven – stor juhu-oplevelse for en Lene. Opskriften stammer fra Meyers Almanak – en bog jeg helt sikkert må vende tilbage til senere, for den er værd at dvæle ved, men i dag får I bare opskriften. Har I en åbning i efterårsferiens madplan, skulle I virkelig overveje at fylde det ud med kæberne her. God Appetit:

Braiserede svinekæber – Claus Meyer: Almanak, Uge 41 mandag

1 kg svinekæber

2 spsk. rapsolie

1 gulerod

1 løg

1 fed hvidløg

5 kviste timian

2 dl mørkt øl (Jeg brugte Nørrebro bryghus Ravnsborg rød, men enhver ale eller porter kan bruges)

4 dl æblemost

1 dl æbleeddike

Havsalt og friskkværnet peber

5 dl hønse- eller kalvebouillon (jeg brugte kalvefond)

50 g smør

2 spsk. æbleeddike

Man skal starte med at afparere svinekæberne. Læg kæberne på spækbrættet med senen nedad, så senen ligger helt fladt langs med brættet. Tag en lang, skarp kniv, læg den på brættet og skær et lille snit i kæben lige ved senen. Tag godt fat i senen, og lad så kniven følge senen ved at skære ned mod brættet, så senen kommer af i ét langt rent snit. (Det lyder rimelig indviklet, men det gik faktisk forbavsende let, da man først kom i gang).

Brun kæberne i rapsolie i en stegegryde til de har en god farve på alle sider. Ordn gulerod, løg og hvidløg, og skær alt i grove stykker. Smid dem ned i gryden, og brun dem, og tilsæt til sidst timiankviste, øl, æblemost og eddike, salt og peber.

Lad væsken koge ind til det halve, tilsæt så bouillon, og kog forsigtigt op. Skum af for urenheder, når det koger. Læg låg på og sæt herefter kæberne i ovnen ved 150 grader og braiser dem i 1½-2 timer.

Når kæberne er færdige, så tag gryden ud af ovnen, og sigt bouillonen over i en anden gryde – kasser grøntsagerne, de har gjort deres, og parker kæberne i stegegryden. Kog bouillonen ind til det halve, så den får en flot klistret konsistens og en blank overflade, og smag den til med det sidste smør, salt og æbleeddike. Når bouillonen er tilsmagt, så kom kæberne i, og varm dem igennem.

Alle burde eje et æbletræ! Tak fordi du læste med.

Noget om gamle damer - blandt andet

Hilde du milde, så gik der to år. Det er da helt utroligt som et job, et hus og en familie kan få tiden til at flyve væk mellem fingrene på én. Men nu er der jo sket noget. Jeg er blevet normaliseret. Jeg og resten af den samlede danske lærerstand forstås. Og så skal man jo lære at bruge sine aftener på noget andet end at arbejde. Så jeg har genoplivet alle mulige gamle hobbier – jeg nævner i flæng guitarspil, dans og nu også altså også denne blog.

Siden sidst er vi flyttet ind i drømmehuset, vi er kommet ret langt med at forvandle græsplænen til drømmehave, vi har bygget legehuset, monteret gynge i bøgetræet og er faldet til i det nye hjørne af provinsen.

Meget er forandret, men endnu mere er ved det gamle. På min bogreol er der for eksempel stadig gode klassikere, der skal læses, genlæses og opleves i nyt perspektiv. For tiden har jeg taget fat på Jane Austen. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har læst Stolthed og Fordom, men det er slet ikke nok endnu. Jeg er lige blevet færdig med den, og jeg kan stadig frydes, tryllebindes og græmmes over karaktererne, sproget og Austens knivskarpe indsigt i menneskesind. Så en af dagene må jeg dele denne glæde med jer. Men det bliver ikke i dag.

I dag vil jeg hellere dvæle lidt ved, hvorfor jeg overhovedet gider beskæftige mig med sådan noget gammelt noget – og så oven i købet læse det mere end én gang. Det er jo ikke fordi, det skorter på nye og tillige gode bøger. Der står adskillige på reolen ved siden af klassikerne og venter på, at jeg kommer i det rette humør. Men bøger, der af den ene eller den anden grund har overlevet århundredes kulturudvikling, kalder på min respekt. De vækker min interesse og pirrer min nysgerrighed. Jeg synes, det er fascinerende at tænke på, at der for 200 år siden sad en kvinde i en provins i England og skrev bøger, der på trods af samfundets udvikling og afstand i tid og rum, kan lære mig om menneskets sind, om følelsernes væsen og om mig selv – dybest set.

For mig er der noget trygt i det faktum, at mennesket, som ellers har så travlt med at udvikle alt muligt, trods alt ikke selv udvikler sig hurtigere, end at der er en kerne i racens dna, der gør, at vi såvel i år 2014 som i år 1814 stadig i bund og grund drives af de samme følelser, det samme begær. Så selv om vi på den ene side er så uendeligt komplekse, at vi kæmper med at forstå noget så enkelt som os selv, så er der alligevel nogen, der har gennemskuet os for flere hundrede år siden.

Endvidere finder jeg det også beundringsværdigt, at der findes nogle bøger, der kan overleve i en tiltagende zapperkultur som monolitter, der insisterer på at have en indre værdi, som kan gøre sig gældende i de skiftende samfund, der strømmer forbi dem. 

Og sådanne bøger har jeg lyst til at besøge. De fortjener, at man tjekker ind en gang imellem og ser, hvad de har at sige om samfundet eller Lenen af i dag. De er gamle venner, som venter på én, og som kan rumme én lige der, hvor man er i livet. Og når der så er gået to år, uden man egentlig nåede at lægge mærke til det, så kan man tjekke ind og opdage, at de også har noget på hjerte i dag. En tanke, der kan spire, en følelse, der kan spejles, et sprog, der kan inspirere, et tema, der pludselig træder frem i nyt lys.

Jeg vil nu besøge en anden af Austens gamle damer – Emma. Tak fordi du læste med. Jeg håber, du kommer på besøg hos mig en anden gang. 

Købe drømmehus - tjek

Hold da helt op, hvor er det længe siden, I har hørt fra mig. Det er der nu gode grunde til! Jeg har nemlig haft travlt. Det er ikke sådan at være kvinde på barsel - og det er altså ikke Astrid, der har stjålet min tid. Lad mig bare sige: det blev ikke en gul parcel:) Det blev derimod en dejlig og rigtig fin rødstensvilla fra 1937. Nemlig. Vi har sgu købt et hus. Og den slags tager altså tid. Der går tid til at tage ud og se det, til at spekulere, til at se billeder på nettet, til at læse tilstandsrapporter, til at kontakte manden, der har skrevet tilstandsrapporten, fordi man ikke forstår hvad han skriver, til at se huset igen, til at tale med banken, til at blive sur på sin bankmand og tale med andre banker, til alligevel at ende med at vælge sin gamle bank, til at læse købsaftaler og forsøge at forstå alt det med småt, til at gå til advokaten, til at beslutte sig endeligt, til at læse om gasfyr og nye vinduer på nettet, til at forhandle pris, til at underskrive købsaftalen, til at læse om forskellige ejerskifteforsikringer og villaforsikringer, til at rive sig selv i håret og bande af forsikringsselskaber, der kræver fuldstændig ublu priser for en ejerskifteforsikring, til at endelig at vælge den billige forsikring hos firmaet med det dårligste ry, til at låne havebøger på biblioteket og endnu mere til at læse dem, til at støvsuge nettet for legehus-leverandører der kan leve op til mine strenge krav om æstetik og funktionalitet - og gode priser, til at få far til at lave legehuset i stedet for og endelig går der også oceaner af tid til at drømme og indrette og skrive lister og strege ud, og kigge i boligblade tælle ned til den 31. maj, hvor vi overtager huset. Og oven i det, er det blevet ved den tid, hvor jeg også skal skrive ansøgninger og læse jobannoncer hver dag - man skulle ærlig talt ikke tro, man var på barsel, så travlt som jeg har.

Men nu har jeg altså lige et par minutter til at fortælle jer om huset. Først og fremmest må jeg hellere fortælle, at det slet ikke ligger der, hvor vi hidtil har kigget. Vi har simpelthen besluttet at rykke familien 30 min længere sydpå, for vi kunne bare ikke finde det hus, vi gerne ville have, til en pris vi syntes var rimelig i denne afkrog af provinsen. Det var en mærkelig beslutning at tage, men det hjælper gevaldigt, at nogle ret fantastiske venner lige er flyttet til at samme nye afkrog. Det hjælper faktisk rigtig meget. Og da selve huset så også indeholder alt det, vi gik og drømte om, ja så var det lige pludselige indlysende, at det var det rigtige valg.

Det eneste minus ved huset er, at grunden ikke er så stor, som vi drømte om. Og haven er helt tom, bortset fra et gammel bøgetræ, der heldigvis pryder forhaven. Der hænger jeg en gynge op i samme øjeblik huset bliver vores. Men vi skal nu nok få en fin have ud af det på sigt. Håber jeg.


På plussiden - og den er heldigvis stor - er husets størrelse. Der er masser af plads til os. 167 m2 og 110 m2 kælder. Der er spisekammer (Jublende hurra-råb og benspjæt)! Og to stuer, hvoraf den ene er sænket i niveau, hvilket jeg synes er vildt hyggeligt. Der er 5 værelser og en smuk, smuk trappe, som gør en helt glad i hovedet, når man kommer ind ad døren. Og 3 toiletter, gudhjælpemig. Og brændeovn. Så der er nok at gå og drømme om og indrette på.



Og sådan ser det altså ud:) Det bliver nok ikke det sidste, I hører om den historie...

I dag går sådan set bare med at få dagen til at gå, for jeg går og venter på, om jeg bliver kaldt til samtale til en stilling, som jeg rigtig gerne vil have. Og det er altså lidt træls at vente på.

En god dag til dig, der læser med!



Føljetonen om drømmehuset - afsnit to: Ny strategi

For søren som tiden flyver! Nu må det bestemt være tid til et nyt indlæg fra min hånd. Den sidste uge har været fuld af børnesygdomme og besøg og familieaktiviteter, men nu har jeg lige en formiddag alene med Astrid inden det bliver weekend og familietid igen, så nu griber jeg chancen, mens Astrid tager sig en lur. Den lille snut er ved at blive en stor pige. Hun ruller efterhånden rask væk flere meter, bare man vender sig om et øjeblik, og ingenting er fredet længere. Især stoleben er et hit, og hun smasker henrykt løs på dem ved først givne lejlighed, indtil hendes uforstående mor stopper legen. De mødre altså. Og så spiser hun grød, gudhjælpemig. Det er altså et ret grænseoverskridende skridt for sådan en baby (eller i hvert fald for moderen), at hun for alvor begynder sin frigørelsesproces, og snart kan klare sig uden mig. Et par timer i hvert fald. Snart flytter hun vel hjemmefra!

Og apropos hjemme, så skal dette være endnu et indlæg i føljetonen om drømmehuset - der desværre stadig består mere af drøm end konkret hus. Jeg har efter miseren med de gule parceller kastet mig over en ny variant på boligmarkedet - byg-selv-huset. Jo jo! Men selv om jeg er tømrerdatter og havde sløjd som valgfag, og, når jeg selv skal sige det, er ret ferm til at sætte hylder op, så tænker vi i den kategori af byg-selv, som andre ligesom bygger for os. Vi ser på typehuse... Fra mange sider hører vi nemlig, at det lige så godt kan betale sig at bygge selv, og selv om jeg helst vil have et godt gammelt hus, så er jeg efterhånden nået til den erkendelse, at det skorter gevaldigt på gode, gamle huse i denne del af provinsen. Der er absolut flest dårlige eller grimme, gamle huse. Eller også er de møgdyre. Ja, det grænser altså til ufint, men sådan er det. Så nu har vi for en kort bemærkning skiftet fokus. Denne løsning er dog heller ikke problemfri. Jeg har ellers fundet et firma, som jeg tror, jeg stoler på, og de har et meget fint katalog, med et meget fint hus, der til forveksling kunne ligne sådan et ældre 1½ planshus med høj tagrejsning og fine vinduer, som jeg ønsker mig. Og uden alle de grimme K3'er, som de ellers har det med at føre med sig.

Men nu vil dette ellers udmærkede firma ikke sådan lige hoste op med en pris på huset. Ja, man skulle jo ellers tro, at et firma der årligt bygger over 800 huse kunne komme med et overslag, men nej. Sådan er det ikke. Så faktisk aner vi ikke, om vi har råd til at få sådan et hus bygget. Vi har nu booket et møde med en byggerådgiver fra firmaet, og så kan vi forhåbentligt få et svar på, om vi skal drømme videre eller vende tilbage til den oprindelige plan - det gamle hus...

Et andet problem er, at sådan et hus jo skal ligge på en grund. Og dem er der heller ikke voldsomt mange af. I hvert fald ikke, hvis man helst vil betale under 1 mio for den og samtidig undgå tog i baghaven og få en god størrelse på grunden. Men vi har da kig på en enkelt, som vi kan arbejde ud fra, når vi skal til det famøse byggemøde.

Endelig er der jo det ved det, at sådan en bar grund med nyt hus, ligger i et stort område af bare grunde, hvor alt det, som jeg er træt af, ved der, hvor vi bor nu, er endnu mere udpræget - nemlig manglen på træer og godt opvoksede haver, som man kan lege gemme i og hygge sig i, uden at hele kvarteret kan se, hvad der ligger på grillen. Ikke fordi jeg ikke kan lide naboer - jeg synes naboer er herlige, men for at man kan få en øl over hækken, kræver det altså en hæk! Men måske er det bare prisen for det gode hus... Når jeg læser lokalplanen lyder det til at blive meget hyggeligt om 15 år, når alt det hele er plantet og groet til. Tålmodighed er en dyd, og måske man er mere tålmodig i et hus, hvor man har udsigt til at blive boende i mange, mange, mange år. Det håber jeg.
Men først skal vi jo altså lige høre, om sådan et nyt hus overhovedet ligger inden for vores rækkevidde, og det får vi forhåbentligt at vide på mandag. Jeg er spændt.

I næste uge skal jeg til at skrive jobansøgninger. Det passer mig overhovedet ikke. Jeg er jo på barsel og skal pr. definition ikke tænke på job. På den anden side kunne et job få huset til at rykke betydeligt tættere på, så måske det kan motivere? Forvent under alle omstændigheder linde strømme af blogindlæg, da jeg kender mig selv godt nok til at vide, at overspringshandlingerne vil stå i kø.

Indtil da, rigtig god weekend til dig, der læser med!

En bognørds bekendelser - min affære med Middlemarch

I dag skal det handle om Middlemarch af George Eliot (e.g. Mary Anne Evans), som har været mit parallelunivers de sidste måneder. Og hvilket parallelunivers. Jeg har faktisk lidt svært ved at få begyndt på at fortælle om den, for der er så meget godt at sige. Middlemarch har været på min must-read liste i rigtig lang tid, og da min søde, betænksomme mand forærede mig den i bryllupsdagsgave, var tiden endelig kommet. Kender I det, at man har hørt så meget godt om en bog, at man næsten er bange for at læse den, fordi den kun kan skuffe. Sådan havde jeg det lidt med denne - bortset fra, den ikke skuffede.
Altså, det er dette her, det handler om: Middlemarch af George Eliot fra Rosinante.

Lad mig starte med mit førstehåndsindtryk af bogen, og med det mener jeg faktisk fornemmelsen af bogen, da jeg fik den i hånden. Det er en utrolig lækker bog. Den er fed, farverne er lækre, designet fortæller om kvalitet og tidløshed - lige som en klassiker skal gøre. Bogen er én af en række klassikerudgivelser fra Rosinante, der udmærker sig ved, at de er utroligt lækre, udvendig som indvendig. De er smukke både for øjet og for hjernen, og det tiltaler mig virkelig meget. Så meget faktisk, at jeg må indrømme at have flere af dem stående på min ønskeseddel alene af den grund, at de er en del af denne udgivelsesrække, der bare vil pynte på min bogreol (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker mig bøger, som jeg ikke gerne vil læse, men der findes så uendeligt mange bøger, jeg gerne vil læse, at der må andre kriterier ind over også).

På forsiden af bogen er der et citat fra information: "Den måske bedste roman, der nogensinde er skrevet på engelsk" - så er man ligesom skudt igang. Men er den så det? Læs med her...

Middlemarch er historien om livets gang i en mindre engelsk by i 1800-tallet. Det er også en historie om ægteskaber, om personlig udvikling, om forventninger og skuffelser, om samfundets normer og den enkelte, om stærke kvinder og svage mænd, om gode mænd og stride kvinder, om værdier vs. virkelighed, om fornuft og følelse, om storhed og forfald... Det er en stor bog på alle måder!

Kan jeg give et resumé? Jeg er lidt splittet omkring det, da jeg er bange for at afsløre for meget, men lad mig prøve at trække nogle linier op. Romanen har et ret stort persongalleri med nogle centrale figurer, som vi skifter rundt mellem at høre om. En hovedperson er den unge Dorothea, der er en velstillet overklassepige, der ønsker at gifte sig med en ældre, dannet herre, Mr. Casaubon, som er ved at skrive et stort værk, og som Dorothea håber at lære en masse af. Her ser vi allerede konturen af en historie om en pige, der ikke følger normerne for samtidens unge piger, som er portrætteret gennem hendes søster, Celia, og en anden ung frøken, Rosamond Vinci, der er mere typiske i deres forhåbninger om ægteskabets goder. Om Dorothea får sit ønske opfyld og om hendes forventninger mødes, lader jeg hensvæve i det uvisse. Rosamond Vinci er en anden af de centrale personer, og hun vil gerne giftes med en mand, der er interessant og som kan bringe hende op ad den sociale rangstige, levere et liv i luksus og gøre hende anderledes. Vi følger også Rosamonds bror, Fred, der er en typisk ung herre, der lever over evne og ikke rigtig kan finde sin vej i livet. Han håber, at han vil arve en ejendom fra en onkel (eller hvordan det nu lige var), men gør han det? Han er forelsket i en barndomsveninde, den gæve Mary, der dog ikke just er imponeret af hans levevis. Derudover er der også Mr. Lydgate, som er en ung læge, der er flyttet til byen. Han har høje ambitioner inden for sit fag, men hvordan udvikler det sig for ham, da han bliver forelsket? Endelig har i Mr. Bulstrode, der er en from, kristen og belærende herre, der styrer byens moral med hård hånd - indtil en sjusket, drikfældig fremmed kommer til byen med skumle historier fra Mr. Bulstrodes fortid. Og nå ja, jeg var lige ved at glemme Will Ladislaw, Mr. Casaubons fætter (eller noget), der flytter til egnen og skaber postyr for både, Dorothea, Rosamund og Mr. Bulstrode. Hertil kommer en række bifigurer, der alle er det til at gøre romanens univers levende og spændende - og rodet, men på den gode måde. Det siger næsten sig selv, at det tager lang tid at komme ind i en historie med så mange tråde, men jo længere man kommer, desto smukker bliver trådene vævet sammen, og historien folder sig ud, så hold ud, siger jeg bare.

Foruden den fine historie må jeg også sige tre ord om fortælleren, for det er virkelig en del af læseoplevelsen. Fortælleren er udleverende, men på en fin fin tilbageholdende måde i kontrast til fx Jane Austens fortællere, der ofte er ironiske og meget direkte i deres fortællerkommentarer. ("It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife." Pride and Prejudice - 1. sætning, der sætte stemningen for hele bogen (elsker det)). Eliots fortæller er ikke så ironisk, men bestemt humoristisk, og man må ofte trække på smilebåndet. Eliots fortæller beskriver universet med en meget fin realisme, der er en af bogens styrker.

Middlemarch er ikke en bog, man bare lige sluger. Det er egentligt ikke længden på 900 sider, der bremser, men mere indholdet. Jeg kunne i hvert fald ikke lige snuppe 100 sider, sådan som jeg sagtens kan gøre det med andre bøger. Man bliver heller ikke drevet frem af plottet - ikke før til sidst i hvert fald, men man glæder sig til at kigge inden for i Eliots univers og se, hvordan det går med beboerne.

Jeg må indrømme, at jeg har en ganske særlig forkærlighed for engelske 1800-tals romaner, og dermed kan være en smule forudindtaget, men jeg synes virkeligt, at man bør overveje, om man kan nænne at fratage sig selv oplevelsen af Middlemarch. Den er så fint komponeret, så velskrevet, så godt sat sammen, så tankevækkende og dog underholdende, tilpas balanceret mellem kærlighedshistorie, samfundsskildring og moralfilosofi. Jeg giver Information ret, og sender den hermed afsted til jer med mine varmeste anbefalinger.

Tak fordi du læste med!

Lykken er lyserød læbestift

Så er det mandag morgen, og ikke bare en almindelig mandag morgen, men mandag morgen efter vinterferien. Normalt ville det være en sur, langsommelig oplevelse, hvor jeg skulle overtale Anna til at skynde sig (en på forhånd tåbelig kamikazemission), redegøre for, hvorfor den står på havregryn i stedet for hjemmebagte boller, diskutere hvorfor man ikke lige kan starte dagen med en halv time på sofaen, og hvorfor man ikke kan nøjes med at gå i børnehave iført kjole og sølvsko. Det har jo nemlig maget sig således, at en kærlig kalendersjæl har anbragt fastelavn på netop denne mandag.

Så i dag skulle man faktisk i børnehave iført kjole og medbringende sølvsko (som vi godt nok glemte, og faderen måtte hjem og hente). Vi skulle starte dagen med at dekorere fastelavnsboller til børnehaven, havregrynene gled ned som en leg, og tanken om at skulle vise verdens bedste legekammerat, Vida, sine prinsesseøreringe slog fjernsynet og sofaen med flere længder. For selvfølgelig skulle Anna være prinsesse. Det var hun også sidste år - men det kan hun retfærdigvis nok ikke huske. Og moderen kunne da godt tænke sig, at have været kreativ med et eller andet sejt kostume, men når pigebarnet nu bare gerne vil have sin blå prinsessekjole på, ja så er det jo sådan, det er.

Jeg fik dog sneget et lille krea-projekt med i form af en ret fin krone af guldpapir og perler, som sikkert er gået i stykker, inden de når til tøndeslagningen, og som Anna også synes er lidt træls at have på, fordi elastikken skal under hagen. Men fin, det var hun godt nok. Og det bedste af det hele, det var, at man måtte få lyserøde kinder og læbestift på. Der findes ikke noget i verden, der kan lyse en mandag morgen op, som øjnene på en lille lyseblå prinsesse, der får at vide, at i dag må man låne mors lyserøde læbestift. Det er simpelthen topmålet af stort. Og jeg, som ellers normalt står i nattøj kl.7.15 og gladeligt sender faderen afsted mod børnehaven med madpakker, ekstra tøj og varierende grader af morgensurhed, ja, jeg var faktisk helt misundelig på, at det ikke var mig, der skulle se prinsessen indtage børnehaven i dag. Til gengæld får jeg lov til at hente de sørgelige, men forhåbentlig glade rester i eftermiddag. Det bliver også ret hyggeligt.

Og I skal da lige se hende, prinsesse Anna af Nymarken. Billedet er desværre ikke det bedste, prinsessen havde virkelig ikke tid til pressen denne morgen, men er hun ikke fin, spørger den stolte mor forudindfattet?

Nu vil jeg skænke en kop the og sidde og tænke lidt på, hvordan jeg skal præsentere jer for formidable Middlemarch, som jeg endelig og desværre er blevet færdig med. God fastelavnsmandag til alle, der læser med.