For søren som tiden flyver! Nu må det bestemt være tid til et nyt indlæg fra min hånd. Den sidste uge har været fuld af børnesygdomme og besøg og familieaktiviteter, men nu har jeg lige en formiddag alene med Astrid inden det bliver weekend og familietid igen, så nu griber jeg chancen, mens Astrid tager sig en lur. Den lille snut er ved at blive en stor pige. Hun ruller efterhånden rask væk flere meter, bare man vender sig om et øjeblik, og ingenting er fredet længere. Især stoleben er et hit, og hun smasker henrykt løs på dem ved først givne lejlighed, indtil hendes uforstående mor stopper legen. De mødre altså. Og så spiser hun grød, gudhjælpemig. Det er altså et ret grænseoverskridende skridt for sådan en baby (eller i hvert fald for moderen), at hun for alvor begynder sin frigørelsesproces, og snart kan klare sig uden mig. Et par timer i hvert fald. Snart flytter hun vel hjemmefra!
Og apropos hjemme, så skal dette være endnu et indlæg i føljetonen om drømmehuset - der desværre stadig består mere af drøm end konkret hus. Jeg har efter miseren med de gule parceller kastet mig over en ny variant på boligmarkedet - byg-selv-huset. Jo jo! Men selv om jeg er tømrerdatter og havde sløjd som valgfag, og, når jeg selv skal sige det, er ret ferm til at sætte hylder op, så tænker vi i den kategori af byg-selv, som andre ligesom bygger for os. Vi ser på typehuse... Fra mange sider hører vi nemlig, at det lige så godt kan betale sig at bygge selv, og selv om jeg helst vil have et godt gammelt hus, så er jeg efterhånden nået til den erkendelse, at det skorter gevaldigt på gode, gamle huse i denne del af provinsen. Der er absolut flest dårlige eller grimme, gamle huse. Eller også er de møgdyre. Ja, det grænser altså til ufint, men sådan er det. Så nu har vi for en kort bemærkning skiftet fokus. Denne løsning er dog heller ikke problemfri. Jeg har ellers fundet et firma, som jeg tror, jeg stoler på, og de har et meget fint katalog, med et meget fint hus, der til forveksling kunne ligne sådan et ældre 1½ planshus med høj tagrejsning og fine vinduer, som jeg ønsker mig. Og uden alle de grimme K3'er, som de ellers har det med at føre med sig.
Men nu vil dette ellers udmærkede firma ikke sådan lige hoste op med en pris på huset. Ja, man skulle jo ellers tro, at et firma der årligt bygger over 800 huse kunne komme med et overslag, men nej. Sådan er det ikke. Så faktisk aner vi ikke, om vi har råd til at få sådan et hus bygget. Vi har nu booket et møde med en byggerådgiver fra firmaet, og så kan vi forhåbentligt få et svar på, om vi skal drømme videre eller vende tilbage til den oprindelige plan - det gamle hus...
Et andet problem er, at sådan et hus jo skal ligge på en grund. Og dem er der heller ikke voldsomt mange af. I hvert fald ikke, hvis man helst vil betale under 1 mio for den og samtidig undgå tog i baghaven og få en god størrelse på grunden. Men vi har da kig på en enkelt, som vi kan arbejde ud fra, når vi skal til det famøse byggemøde.
Endelig er der jo det ved det, at sådan en bar grund med nyt hus, ligger i et stort område af bare grunde, hvor alt det, som jeg er træt af, ved der, hvor vi bor nu, er endnu mere udpræget - nemlig manglen på træer og godt opvoksede haver, som man kan lege gemme i og hygge sig i, uden at hele kvarteret kan se, hvad der ligger på grillen. Ikke fordi jeg ikke kan lide naboer - jeg synes naboer er herlige, men for at man kan få en øl over hækken, kræver det altså en hæk! Men måske er det bare prisen for det gode hus... Når jeg læser lokalplanen lyder det til at blive meget hyggeligt om 15 år, når alt det hele er plantet og groet til. Tålmodighed er en dyd, og måske man er mere tålmodig i et hus, hvor man har udsigt til at blive boende i mange, mange, mange år. Det håber jeg.
Men først skal vi jo altså lige høre, om sådan et nyt hus overhovedet ligger inden for vores rækkevidde, og det får vi forhåbentligt at vide på mandag. Jeg er spændt.
I næste uge skal jeg til at skrive jobansøgninger. Det passer mig overhovedet ikke. Jeg er jo på barsel og skal pr. definition ikke tænke på job. På den anden side kunne et job få huset til at rykke betydeligt tættere på, så måske det kan motivere? Forvent under alle omstændigheder linde strømme af blogindlæg, da jeg kender mig selv godt nok til at vide, at overspringshandlingerne vil stå i kø.
Indtil da, rigtig god weekend til dig, der læser med!
