En bognørds bekendelser - min affære med Middlemarch

I dag skal det handle om Middlemarch af George Eliot (e.g. Mary Anne Evans), som har været mit parallelunivers de sidste måneder. Og hvilket parallelunivers. Jeg har faktisk lidt svært ved at få begyndt på at fortælle om den, for der er så meget godt at sige. Middlemarch har været på min must-read liste i rigtig lang tid, og da min søde, betænksomme mand forærede mig den i bryllupsdagsgave, var tiden endelig kommet. Kender I det, at man har hørt så meget godt om en bog, at man næsten er bange for at læse den, fordi den kun kan skuffe. Sådan havde jeg det lidt med denne - bortset fra, den ikke skuffede.
Altså, det er dette her, det handler om: Middlemarch af George Eliot fra Rosinante.

Lad mig starte med mit førstehåndsindtryk af bogen, og med det mener jeg faktisk fornemmelsen af bogen, da jeg fik den i hånden. Det er en utrolig lækker bog. Den er fed, farverne er lækre, designet fortæller om kvalitet og tidløshed - lige som en klassiker skal gøre. Bogen er én af en række klassikerudgivelser fra Rosinante, der udmærker sig ved, at de er utroligt lækre, udvendig som indvendig. De er smukke både for øjet og for hjernen, og det tiltaler mig virkelig meget. Så meget faktisk, at jeg må indrømme at have flere af dem stående på min ønskeseddel alene af den grund, at de er en del af denne udgivelsesrække, der bare vil pynte på min bogreol (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker mig bøger, som jeg ikke gerne vil læse, men der findes så uendeligt mange bøger, jeg gerne vil læse, at der må andre kriterier ind over også).

På forsiden af bogen er der et citat fra information: "Den måske bedste roman, der nogensinde er skrevet på engelsk" - så er man ligesom skudt igang. Men er den så det? Læs med her...

Middlemarch er historien om livets gang i en mindre engelsk by i 1800-tallet. Det er også en historie om ægteskaber, om personlig udvikling, om forventninger og skuffelser, om samfundets normer og den enkelte, om stærke kvinder og svage mænd, om gode mænd og stride kvinder, om værdier vs. virkelighed, om fornuft og følelse, om storhed og forfald... Det er en stor bog på alle måder!

Kan jeg give et resumé? Jeg er lidt splittet omkring det, da jeg er bange for at afsløre for meget, men lad mig prøve at trække nogle linier op. Romanen har et ret stort persongalleri med nogle centrale figurer, som vi skifter rundt mellem at høre om. En hovedperson er den unge Dorothea, der er en velstillet overklassepige, der ønsker at gifte sig med en ældre, dannet herre, Mr. Casaubon, som er ved at skrive et stort værk, og som Dorothea håber at lære en masse af. Her ser vi allerede konturen af en historie om en pige, der ikke følger normerne for samtidens unge piger, som er portrætteret gennem hendes søster, Celia, og en anden ung frøken, Rosamond Vinci, der er mere typiske i deres forhåbninger om ægteskabets goder. Om Dorothea får sit ønske opfyld og om hendes forventninger mødes, lader jeg hensvæve i det uvisse. Rosamond Vinci er en anden af de centrale personer, og hun vil gerne giftes med en mand, der er interessant og som kan bringe hende op ad den sociale rangstige, levere et liv i luksus og gøre hende anderledes. Vi følger også Rosamonds bror, Fred, der er en typisk ung herre, der lever over evne og ikke rigtig kan finde sin vej i livet. Han håber, at han vil arve en ejendom fra en onkel (eller hvordan det nu lige var), men gør han det? Han er forelsket i en barndomsveninde, den gæve Mary, der dog ikke just er imponeret af hans levevis. Derudover er der også Mr. Lydgate, som er en ung læge, der er flyttet til byen. Han har høje ambitioner inden for sit fag, men hvordan udvikler det sig for ham, da han bliver forelsket? Endelig har i Mr. Bulstrode, der er en from, kristen og belærende herre, der styrer byens moral med hård hånd - indtil en sjusket, drikfældig fremmed kommer til byen med skumle historier fra Mr. Bulstrodes fortid. Og nå ja, jeg var lige ved at glemme Will Ladislaw, Mr. Casaubons fætter (eller noget), der flytter til egnen og skaber postyr for både, Dorothea, Rosamund og Mr. Bulstrode. Hertil kommer en række bifigurer, der alle er det til at gøre romanens univers levende og spændende - og rodet, men på den gode måde. Det siger næsten sig selv, at det tager lang tid at komme ind i en historie med så mange tråde, men jo længere man kommer, desto smukker bliver trådene vævet sammen, og historien folder sig ud, så hold ud, siger jeg bare.

Foruden den fine historie må jeg også sige tre ord om fortælleren, for det er virkelig en del af læseoplevelsen. Fortælleren er udleverende, men på en fin fin tilbageholdende måde i kontrast til fx Jane Austens fortællere, der ofte er ironiske og meget direkte i deres fortællerkommentarer. ("It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife." Pride and Prejudice - 1. sætning, der sætte stemningen for hele bogen (elsker det)). Eliots fortæller er ikke så ironisk, men bestemt humoristisk, og man må ofte trække på smilebåndet. Eliots fortæller beskriver universet med en meget fin realisme, der er en af bogens styrker.

Middlemarch er ikke en bog, man bare lige sluger. Det er egentligt ikke længden på 900 sider, der bremser, men mere indholdet. Jeg kunne i hvert fald ikke lige snuppe 100 sider, sådan som jeg sagtens kan gøre det med andre bøger. Man bliver heller ikke drevet frem af plottet - ikke før til sidst i hvert fald, men man glæder sig til at kigge inden for i Eliots univers og se, hvordan det går med beboerne.

Jeg må indrømme, at jeg har en ganske særlig forkærlighed for engelske 1800-tals romaner, og dermed kan være en smule forudindtaget, men jeg synes virkeligt, at man bør overveje, om man kan nænne at fratage sig selv oplevelsen af Middlemarch. Den er så fint komponeret, så velskrevet, så godt sat sammen, så tankevækkende og dog underholdende, tilpas balanceret mellem kærlighedshistorie, samfundsskildring og moralfilosofi. Jeg giver Information ret, og sender den hermed afsted til jer med mine varmeste anbefalinger.

Tak fordi du læste med!

Lykken er lyserød læbestift

Så er det mandag morgen, og ikke bare en almindelig mandag morgen, men mandag morgen efter vinterferien. Normalt ville det være en sur, langsommelig oplevelse, hvor jeg skulle overtale Anna til at skynde sig (en på forhånd tåbelig kamikazemission), redegøre for, hvorfor den står på havregryn i stedet for hjemmebagte boller, diskutere hvorfor man ikke lige kan starte dagen med en halv time på sofaen, og hvorfor man ikke kan nøjes med at gå i børnehave iført kjole og sølvsko. Det har jo nemlig maget sig således, at en kærlig kalendersjæl har anbragt fastelavn på netop denne mandag.

Så i dag skulle man faktisk i børnehave iført kjole og medbringende sølvsko (som vi godt nok glemte, og faderen måtte hjem og hente). Vi skulle starte dagen med at dekorere fastelavnsboller til børnehaven, havregrynene gled ned som en leg, og tanken om at skulle vise verdens bedste legekammerat, Vida, sine prinsesseøreringe slog fjernsynet og sofaen med flere længder. For selvfølgelig skulle Anna være prinsesse. Det var hun også sidste år - men det kan hun retfærdigvis nok ikke huske. Og moderen kunne da godt tænke sig, at have været kreativ med et eller andet sejt kostume, men når pigebarnet nu bare gerne vil have sin blå prinsessekjole på, ja så er det jo sådan, det er.

Jeg fik dog sneget et lille krea-projekt med i form af en ret fin krone af guldpapir og perler, som sikkert er gået i stykker, inden de når til tøndeslagningen, og som Anna også synes er lidt træls at have på, fordi elastikken skal under hagen. Men fin, det var hun godt nok. Og det bedste af det hele, det var, at man måtte få lyserøde kinder og læbestift på. Der findes ikke noget i verden, der kan lyse en mandag morgen op, som øjnene på en lille lyseblå prinsesse, der får at vide, at i dag må man låne mors lyserøde læbestift. Det er simpelthen topmålet af stort. Og jeg, som ellers normalt står i nattøj kl.7.15 og gladeligt sender faderen afsted mod børnehaven med madpakker, ekstra tøj og varierende grader af morgensurhed, ja, jeg var faktisk helt misundelig på, at det ikke var mig, der skulle se prinsessen indtage børnehaven i dag. Til gengæld får jeg lov til at hente de sørgelige, men forhåbentlig glade rester i eftermiddag. Det bliver også ret hyggeligt.

Og I skal da lige se hende, prinsesse Anna af Nymarken. Billedet er desværre ikke det bedste, prinsessen havde virkelig ikke tid til pressen denne morgen, men er hun ikke fin, spørger den stolte mor forudindfattet?

Nu vil jeg skænke en kop the og sidde og tænke lidt på, hvordan jeg skal præsentere jer for formidable Middlemarch, som jeg endelig og desværre er blevet færdig med. God fastelavnsmandag til alle, der læser med.

Vinterferie er vaffeltid

Så er der nye pip fra min kant igen. Jeg har ikke lidt en stille, deprimeret død efter rundturen i det gule parcel-helvede, selvom det var tæt på. Jeg kan dog ret sikkert melde, at det hverken bliver det mikroskopisk lille omend relativt pæne eksemplar af racen gul parcel, det grå-hvid grumsede med rødt træværk flankerede, eller det leopardplettede med frimærkestor grund gule parcelhus, som bliver vores fremtidige hjem. Jeg lever fortsat i håbet om, at noget bedre viser sig (snart).

Og mens jeg venter, holder vi vinterferie (derfor den lavere frekvens af blog-udbrud). Det er til gengæld ret fantastisk. Anna råhygger sig, og det gør vi ærlig talt også. I går hyggede vi os med at bage vafler. Der er noget vinterligt rart over vafler, der passer perfekt til sådan en grå feriedag. Jeg kan godt lide at afprøve nye opskrifter (for tænk nu, hvis der var en, der var bedre end den, vi plejer at bruge!), og derfor forsøgte vi os i går med en ny variant. Jeg har en bog der hedder "Isabellas desserter", som jeg er rigtig glad for, og som har forsynet os med mange gode oplevelser udi dessertverdenen. I denne bog er der også en vaffelopskrift, der adskiller sig markant fra den, jeg plejer at bruge. Vaflerne går under betegnelsen "svenske vafler", og de består hovedsagligt af flødeskum blandet med mel, sukker, salt og smør. Jeg har set lignende opskrifter med fløde, hvor de bare hedder flødevafler (fx hos Frk. Jensen).

Nå, men vi glædede os meget til at smage disse nye vafler og satte os rundt om bordet med vaffeljern, sukker og syltetøj klar. Og det er altså ikke fordi, at de smagte dårligt. Slet ikke. Men alligevel vil jeg nu ikke anbefale denne opskrift frem for den, jeg plejer at bruge, for det var lige som om... at det bare blev for meget. Efter man havde spist 4-5 hjerter, var man helt fyldt om og lidt kvalm. Og selv om jeg elsker desserter og kager og gerne i svulstige udformninger, så bryder jeg mig faktisk ikke om, at man for hurtigt får for meget. Og det gjorde man her. Vi kunne slet ikke spise så mange, som vi plejer, de var simpelthen lidt for fede. Øv.

Så i stedet for at give jer opskriften på dem, vi fik, så vil jeg gerne give jer opskriften på dem, vi plejer at bage. For de er nemlig faktisk virkelig gode, og jeg burde for fremtiden være tro over for dem. Opskriften er fra Nikolaj Kirks bog "Hverdagsmad" fra Lindhardt & Ringhofs forlag - en dejlig bog med flere favoritter, så den vender vi nok tilbage til igen. Denne opskrift på vafler er pænt stor, men dejen holder sig fint i køleskabet, hvis man ikke kan spise dem alle i første forsøg. Der er appelsinskal, som jeg synes giver en rigtig fin smag til vaflens sødme. Normalt spiser vi vaflerne med sukker og syltetøj, men vi kan også finde på at servere sirup til, eller hvis det skal være ekstra lækkert flødeskum rørt med bær, fx. hindbær. Det er virkelig lækkert. Og så synes jeg for øvrigt at vaflerne skal spises, så snart de er bagte, så tag endelig jernet med ind på bordet og spis efterhånden som vaflerne strømmer ud. Så er der dømt hygge.

Nikolaj Kirks vafler:

• 600 g hvedemel
• 100 g sukker
• kardemommepulver
• skallen af 2 appelsiner
• 3 æg
• 1 dl piskefløde
• smør til stegning
• 7 dl mælk

Bland mel, sukker, lidt kardemomme og fintrevet appelsinskal i en stor skål. Del æggene og pisk æggeblommer, mælk og fløde sammen. Tilsæt langsomt melblandingen. Pisk godt, så det ikke klumper. Pisk hviderne stive og vend dem i massen. Så er vaffeldejen klar til at møde jernet. På mit vaffeljern passer det gerne med 1 dl dej til en vaffel, men prøv dig frem. Jeg smører gerne jernet med smør inden første vaffel, derefter går det fint uden at smøre. God fornøjelse!

Om tilstandsrapporter og umulige prioriteringer blandt andet

Vi er ved at kaste os over et ret uoverskueligt projekt, meget tidskrævende, nervepirrende, svært men spændende. Vi er begyndt at kigge os om efter et hus - som vi vil købe! Og det er ikke så let. Faktisk er det nok mere korrekt at sige, at vi er midt i et projekt, for jeg har læst boligannoncer i flere år nu, men nu trapper vi op, for nu er vi lidt tættere på at kunne muliggøre sådan et stort tiltag. Egentlig har vi hele tiden sagt, at vi ville vente til min barsel var slut, og jeg havde fået et job (er nyuddannet), men jeg har hørt en lille fugl synge om, at sådan nogle lærerjobs ikke hænger på træerne, og derfor kigger vi nu på huse i en prisklasse, som vi kan arbejde med på en løn og en dagpengeudbetaling. Det er meget fornuftigt, synes vi selv. Men ikke uproblematisk.

Vi (læs jeg) vil dybest selv helst have sådan en gammel villa fra før 1950 med tegltag og plankegulve, med charmerende detaljer, rigeligt med plads og en smuk, stor gammel have med en masse frugttræer - og så skal huset naturligvis helst ligge i en bestemt del af provinsen. Deri er der blot to problemer. I den nøje udvalgte del af provinsen findes der forsvindende få huse til salg af denne kaliber - og dem, der er, har den uforskammethed at koste en betydelig formue, der ikke stemmer overens med vores fornuftige beslutning. Så derfor er denne huskøbsproces kompliceret en del. For det første skal jeg komme overens med tanken om, at jeg kan ende i en gul 70'er-parcel. Det er godt nok en fed, behåret og ildelugtende kamel at sluge. Ikke et ondt ord sagt om gule 70'er-parceller i almindelighed, men når man er æstetiker i hjertet og vokset op i et lille idyllisk byhus fra 1864, så passer de ligesom ikke ind i mit drømmeunivers. Men som den håbløse optimist jeg nu engang er, pønser jeg på, at sådan et hus kan sminkes med noget puds og en masse stokroser. Så vi har nu taget tyren ved hornene og bestilt en fremvisning af tre mere eller mindre pragteksemplarer af racen gul parcel. De har hver deres særkende. Den ene er faktisk nærmest meget pæn, men er bare så forbistret lille. Så er der en, der er leopardplettet og godt indrettet, men ligger på en lille grund, hvor den tidligere ejer åbenbart har holdt bulldozere, for haven er fuldstændig bar og intetsigende (her siger den lille optimist i mit hoved, at så skal jeg se den som et blankt lærred, som kunstneren kan arbejde med, men problemet er bare, at jeg skal glo temmeligt længe på det der tomme lærred, før æbletræerne er blevet gamle og krogede). Det sidste eksemplar udmærker sig ved ikke at være gul, men til gengæld hvid (læs snavset-grå), og med rødt træværk over det hele. Det er virkeligt et af de grimmeste huse i provinsen, men til gengæld er det stort og har en kælder og en rimelig god indretning. Så hvad vælger man? Ja, det er spørgsmålet, men bestemt ikke det eneste spørgsmål.

Faktisk er der uhyggeligt mange spørgsmål, der kværner rundt i min lille ammehjerne. For eksempel har jeg indhentet tilstandsrapporter fra de tre huse. Så man ligesom er forberedt på, hvad der venter på matriklen, og hvad man i hvert fald skal holde sine (meget) små millioner fra. Men selvom jeg synes, at mit ordforråd ligger i den høje ende af spektret, og at jeg endda har den fordel at være vokset op som tømrerdatter og ved hvad ord som torks og not (ikke det engelske ord) dækker over, så er der bare usansynligt mange ord, jeg stadig mangler at lære, og så er sådan en tilstandsrapport altså sværere at læse end et Rifbjergdigt fra 1963. Og skulle man på forunderlig vis komme sig over sprogbarrieren, så ligger næste udfordring og venter: Hvad betyder det for huset, om det fejler det ene eller det andet. Se, her vil mange læsere nok mene, at der skulle være hjælp at hente i kategoriseringen K1, K2 og K3. Og det er jo rigtigt nok for K3'ere er de seriøse fejl, så dem skal man lige holde øje med og så alligevel ikke. For herefter følger spørgsmålet om, hvad en K3'er koster at udbedre. Og der er det, at jeg har en klage til systemet. For en K3'er kan være fejl i tagkonstruktionen, som gør, at taget dratter om i næste storm eller er utæt som en si. Men det kan også være et løst gelænder, der kan fikses med en ny skrue. Og der er ærligt talt stor forskel på, om man skal ud at løbe en ny skrue eller et nyt tag. Status hos os er, at jeg har sendt hele moletjavsen til min far, så han kan tolke lidt for os. Han er nemlig god til at læse tilstandsrapportisk.

Og endelig er der hele ideen med at sammenligne boliger, der bare ikke kan lade sig gøre. For de er jo på mange måder usammenlignelige! Det ene har en god have, den anden en god indretning, og det tredje masser af plads. Og hvad prioriterer man så højest? Eller må man erkende, at det rigtige hus bare ikke er der endnu, og I givet fald, hvornår kommer det så? Og kommer det til en pris, man kan acceptere, eller skal man forudse, at man bare ikke har råd til et hus, hvor både haven, huset, størrelsen og indretningen spiller? Øv. Jeg synes faktisk, det er svært, og jeg lover, at det ikke bliver det sidste brok, I har hørt fra mig i den sag.

Men derudover, så er det fredag, Kristian får vinterferie, jeg skal mødes med min gamle mødregruppe i morgen, hvilket bliver ret fantastisk, da vi ikke ses så tit, Astrid er i topform, og jeg ser frem til ISBNbingo på twitter. Så måske er det ikke så dårligt alt sammen alligevel.

God dag til dig der læser med!

Anmeldelse af "Meyers Bageri" - velkommen i bagehimlen.

En dag i sidste uge kom Anna hjem fra børnehave. Det første hun gjorde, da hun kom ind af døren, var at erklære: "Der lugter, mor!", og så stormede hun ellers til sin fars bestyrtelse gennem huset iført fuld vinterudrustning med kurs mod køkkenet, forsvandt om hjørnet for et øjeblik efter at vende tilbage og med et smil konstatere: "Det er brød, mor". Og jeg kunne til fulde sætte mig i hendes sted. Der findes få dufte i verden, der er så forførende og uimodståelige, som duften af nybagt brød. Og der skal i praksis ikke meget mere end et stykke lunt brød med smør på, for at jeg kan glemme de fleste problemer og være momentalt lykkelig på selv den mest trælse gråvejrsdag.

På det seneste har der duftet meget af nybagt brød hjemme hos os. Jeg bager generelt tit og ofte, men jeg har sat kadencen op på det seneste, og det er Claus Meyers skyld. Jeg har nemlig fundet en ny yndlingsbog, og den hedder "Meyers Bageri".

I bogen fortæller Claus Meyer om hans egen passion for brød, han fortæller om teknikken bag et godt brød, om dej, om mel, om hævning, udstyr, bagning og smag. Og så er der desuden et væld af lækre opskrifter. Der er rigtig mange gode egenskaber ved bogen, som jeg kunne tænke mig at fremhæve. Først og fremmest er bogen skrevet, så man kan mærke personen bag. Der er holdning, omtanke, erfaring og kærlighed bag ordene, og det kan man mærke. Jeg synes, det er rart med en forfatter, der melder klart ud og som er ærlig. Meyer skriver for eksempelt varmt om økologisk mel, og han fremfører mange gode argumenter for at vælge det. Men samtidig skriver han også ærligt, at man godt kan bage (næsten lige så...) gode brød af konventionelt mel. Så er det op til læseren at vælge - men med udgangspunkt i hans passionerede tilgang er det svært ikke at blive påvirket, og det kan jeg godt lide.

Jeg er også vild med den tilgang bogen har til at inddrage læseren. Meyer er rigtig god til at give en lyst til at komme i gang med at bage. Det virker som om, han oprigtigt ønsker, at man skal blive bedre til at bage, han kommer med opmuntring, løfter og gode råd - en langdistance bagecoach. Og det virker - jeg er overbevist om, at jeg lige om lidt bliver en bedre bager. Øvelse gør mester. Med det indledende afsnit om teorien bag brødet, får man en bedre forståelse for, hvorfor man gør, som man gør, og hvad man måske skal ændre. Der er tale om brødnørderi på højt plan, og hvis man er til det (det er jeg!) så er det virkelig god læsning.

Og så er jeg jo slet ikke kommet til opskrifterne - de er altså virkeligt gode. Der er super mange ting, man har lyst til straks at afprøve. Mange af brødene bages med surdej, og Meyers surdej tager 10 dage om at blive klar. Det er godt nok hårdt at gå og vente på, men jeg var som et lille barn, da dejen endelig var klar og første brød - et koldhævet hvedebrød - gik i ovnen. Og lad mig bare indrømme, at selv om brødet smagte godt, så lignede det ikke helt det på billedet, så jeg må nok øve mig noget mere. Men det gode er, at det har jeg også lyst til efter at have læst bogen.

Opskrifterne i bogen er baseret på en filosofi om, at det gode brød tager tid, og langt de fleste brød er langtidshævede, men ind imellem er der også brød, der kan bages på et par timer. Og så er der en sektion om kager, som jeg slet ikke har afprøvet i tilstrækkeligt omfang endnu, men som ser ret fantastisk ud. Jeg kan godt lide kombinationen af opskrifter på de langtidshævede surbrødsdeje, de bløde gærdeje og de lækre kager. Det betyder, at man næsten altid kan finde noget, der frister.  

Alle opskrifter er flankeret af indbydende billeder, og en lille kommentar om, hvad brødet eller kagen egner sig til. Bogen er trykt på ret kraftigt papir, der bidrager til at give en følelsen af at sidde med godt kram (ja jeg er også bognørd), designet er lækkert.... Ja, der er faktisk kun en dårlig ting at sige om den bog, jeg sidder med her, og det er, at den er bibliotekets og snart skal afleveres. Men titlen står højest på min ønskeseddel, så meget er helt sikkert! 

Madlykke på Det gamle mejeri - anmeldelse

Jeg har på fornemmelsen, at denne uge kommer til at stå i anmeldelsernes tegn, for jeg har så mange gode ting og sager, som jeg gerne vil dele med jer. Som jeg har fortalt om, har jeg gået og glædet mig til en masse på det seneste, og en af disse ting, som stod absolut højt på forventningens glæde-listen, var et besøg på restaurant "Det Gamle Mejeri", som ligger ved Vilhelmsborg syd for Århus og kun en kilometer eller to fra vores base her i Mårslet. Stedet var nøje udvalgt i forhold til, at besøget skulle kunne nåes mellem to amninger, men derudover udmærker restauranten sig ved at have en skøn beliggenhed, velrenommerede kokke og et lækkert menukort.

Vi har talt om at besøge stedet, siden vi flyttede herud i denne afkrog af provinsen, og nu var lejligheden her endelig. Så med Faster ved roret herhjemme hos pigerne, Astrid fyldt op på mælkefronten og os behørigt vaskede og polerede, drog vi afsted ud i vinterland. Og efter 4 minutter var vi fremme:) Mørket var ved at falde på, sneen dalede ned over gårdspladsen på den gamle herregård, hvor restauranten ligger i kælderen af den gamle inspektørbolig. En perfekt setting til en smuk aften. Vi indsugede stemningen og skyndte os ind i varmen.

Vi var de første denne aften og blev modtaget af en venlig tjener, der tog vores jakker og viste os ned i restauranten, hvor vi fik tilbudt en appertif, som vi enten kunne nyde i loungen eller ved bordet. Kristian fik et glas cava, og jeg en hyldeblomstsaft (Astrid ventede jo derhjemme), og vi valgte at tage det med hen til bordet - vi arbejdede jo ud fra en stram tidsplan.

Restauranten var virkelig hyggelig og smagfuldt indrettet. På bordene stod en enkel vase med hvide franske anemoner - jeg elsker franske anemoner! Så jeg var positivt stemt fra starten. Snart kom en tjener ned med en snack til aperitiffen. Vi fik saltristede mandler og en grov grissiniflage med en urtecreme-dip til. Det var virkeligt lækkert. Mandlerne var lidt specielle - ret salte, og man er ellers vant til mandlers søde smag, men vi blev hurtigt hooked. Lidt efter kom der også en kurv med brød, der var varmt endnu, og som også var lækkert med urtecremen. Brødene var især gode i starten, da de var lune, men måske ikke ligefrem måltidets højdepunkt.



Det Gamle Mejeri kører i januar og februar med en vintermenu, der består af tre retter for 300 kr, og jeg kan med det samme sige, at det er et fund for pengene, men nu foregriber jeg begivenhedernes gang. Inden forretten fik vi serveret en amuse bouche bestående af blåmuslinger og emmer i en kraftig karrybouillon. På trods af at jeg i almindelighed ikke er imponeret af blåmuslinger, så smagte det rigtig fint. Jeg kunne godt lide smagen af emmer i den kraftige karry. Eneste minus ved amusen var, at den blev serveret med en gaffel som service, og det var faktisk lidt svært at fange emmerkornene, der smuttede mellem gaflens tænder.

Forretten bestod af en åben ravioli med jomfruhummer i en safran-beurreblanc med kartoffelchips og rogn til. Pastaen var rigtig god, helt tynd og veltilberedt, jonfruhummeren var virkelig lækker og saucen passede fint til. Jeg er ikke helt vild med rogn, men det var jo ikke kokkens skyld.

Hovedretten var to slags okse med kartoffelcreme, en kraftig glace og vintergrøntsager. De to slags okse bestod af et stykke lækkert rødt kød med en delikat crust, men det der virkelig stjal billedet og gjorde, at jeg hverken kan huske hvilken udskæring det røde var, eller hvad crusten bestod af var en braiseret oksekæbe, så mør og velsmagende, at vi faktisk ikke kunne tale om andet i ret lang tid. Jeg har aldrig fået oksekæbe før, men det kan kun anbefales! Og så kan provinsens gæster godt forvente, at der i fremtiden eksperimenteres udi braiseringens kunst, for det vil vi gerne kunne gøre efter. Med til at fuldende et perfekt måltid hørte en fløjlsblød kartoffelcreme, vintergrøntsager, der var kogt i en lage af salt, sukker og eddike og dermed gav et friskt pift til den lidt fede smag i kødet og endelig en virkelig god glace, der samlede smagen på tallerkenen. Vi var ret tæt på lykkelige her. Kristian mente dog, at de havde været lige rundhåndede nok med pyntegrønt på toppen, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men ellers er det godt nok et rent 12-tal til hovedretten.



Kronen på værket og et måltids virkelige højdepunkt er i min verden altid desserten, og heldigvis var der stadig god plads i maven til, at vi rigtigt kunne nyde denne, så tak til kokken for et velproportioneret måltid. Og lad mig bare afsløre at desserten til fulde levede op til forventningerne. På tallerkenen var en vifte af forskellige chokoladeelementer, der supplerede hinanden smukt og opfyldte både de æstetiske såvel som de kulinariske krav til en god finale.

Øverst til venstre var der en sorbet med hvid chokolade og citron (er vi ret sikre på...). Den var virkelig velsmagende og passede godt som et lidt syrligt men stadig blødt indslag i ckokoladeredeligheden. Underneden var der en lille creme brulee, og selv om jeg må erklæres en creme brulee discipel, så var det anretningens svageste led. Den smagte fint nok, men manglede måske lidt vanille, og sammenlignet med tallerkenens øvrige elementer var den bare ikke helt oppe at ringe. Så var der en skøn, skøn, skøn chokolade kage, sprød på toppen og dejlig blød indeni. Den blev flankeret af en uovertruffen chokolademousse af lys chokolade - virkelig fin! Og endelig var der en ret fantastisk trøffel, som vi nød i små bidder. Under det hele var der et bånd af karamel af kondenseret mælk -mmm. og så var der drysset tørret kirsebær på tallerkenen. Alt i alt en storslået chokoladeoplevelse.

Da vi havde nydt den sidste mundfuld af desserten, var vi mætte på den gode måde, tiden var inde til at komme hjem til lillemusen, og vi begav os glade og veltilpasse ud i vinterlandet igen. Jeg kan på det varmeste anbefale jer at tage en tur omkring Det Gamle Mejeri. Der er et togstop lige ved Vilhelmsborg, hvis man gerne vil smage på vinen, som min gemal var ganske tilfreds med. Personalet var venligt og dygtigt, og tjeneren svarede beredvilligt på alle mine spørgsmål om ingredienser og tilberedning. Måske er det fordi, jeg ikke bliver luftet så tit for tiden, men lad det bare komme kokken til fordel - jeg vil gerne give 5 ud af 6 stjerner til Mejeriet for denne aften.

Og så havde pigerne oven i købet hygget sig derhjemme og slet ikke savnet os. Alt i alt ret fint. 

Forventningens glæde - glæden ved at glæde sig

Dagens blogindlæg fra min hånd skal handle om forventningens glæde, for jeg går sådan og glæder mig for tiden. Og egentligt ikke til noget bestemt - nej det passer ikke, men til mange små og for andre utydelige ting. Jeg glæder mig for eksempel rigtig meget til, at jeg i morgen aften skal ud at spise med min mand på en rigtig dejlig restaurant her i provinsen. Det skal I nok komme til at høre mere om:) Jeg glæder mig også til, at vi på lørdag skal til 40 års fødselsdag. Det bliver ubetinget hysterisk morsomt. Men det er jo ikke ligefrem jordomrejser, jeg fortæller om her.

Og jeg går såmen og glæder mig til endnu mindre men for mig betydningsfulde hændelser. For eksempel glæder jeg mig hver dag virkelig meget til, at hele familien er samlet sidst på eftermiddagen. Det er ikke fordi, jeg keder mig - jeg synes, dagen går hurtigt, og jeg hygger mig med Astridmusen, men jeg synes bare, at livet er bedst, når vi alle er her. Og jeg glæder mig også mere, end mange nok kan forstå, til at komme ind i min seng om aftenen og læse et kapitel i Middlemarch, som I om ikke så længe også kommer til at høre en hel del om, jeg nærmer mig nemlig enden - det glæder jeg mig til gengæld ikke så meget til.

Men hvorfor er det interessant, at jeg går og glæder mig til disse småting? Ja, det er jo heller ikke givet, at I synes, det er spændende, men jeg synes, det er vigtigt. Forventningens glæde er det, der varmer på en kold vinterdag, forventningens glæde bygger op til det glædelige, og forstærker det - ligesom friskbagt brød sender duftbølger gennem huset længe før, brødet er klar til at blive spist. Det er selvfølgelig også fint med en glædelig overraskelse en gang imellem, hvor forventningens glæde jo selvsagt ikke er til stede, men ellers kan jeg altså godt lide at glæde mig.

For mange år siden indførte jeg et fast ritual, der går ud på, at jeg hver aften, inden jeg lægger mig til at sove, tænker på én ting, som jeg har glædet mig over i løbet af dagen, og én ting som jeg vil glæde mig til den efterfølgende dag. Og det behøves ikke at være store ting. Jeg kan glæde mig over at aftensmaden smagte godt, at solen skinnede i fem minutter, at Anna fik mig til at grine, eller at jeg har talt med en god ven. Men lige det at slutte dagen af med en god tanke eller to, det synes jeg faktisk er ret skønt.

Og hvad med dig, hvad glæder du dig til?

Tak fordi du læste med.