Bigbrother is watching you... Og jeg har set Bigbrother. I går opdagede jeg, at en ny omgang af det odiøse program var på skærmen igen og på mange måder fascinerer det mig. Jeg kan huske, at jeg fulgte med - er det 10 år siden? - da Jill og Christian Brøns deltog. Og på mange måder husker jeg det som et uskyldigt program sammenlignet med, hvad reality-tv har udviklet sig til. Efter hvad jeg så i går, er programmet vist kommet over sin uskyldige ungdom. Der er i hvert fald inviteret både en nymfoman og en pole-dancer med, samt hvad der virkede som en uendelig strøm af nitten-årige, der ikke kunne komme med i Paradise. Nej, fy Lene, nu løber fordommene af med mig, jeg må hellere lige give dem en chance.
Nå, men noget af det, der fascinerer mig, er selvfølgeligt det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor i alverden er der overhovedet nogen, der gider stille op til sådan noget? På den anden side giver det dog mere mening end så mange andre reality-programmer. Man kunne forsvare sig med at ville afprøve sig selv psykisk, at man fandt det lukkede rum interessant, eller måske er det præmien, der lokker? Desværre for programmet tror jeg, at det, de fleste af deltagerne var interesserede i, var kendis-effekten, men igen, nu forfalder jeg til mavesure fordomme.
Noget andet, der fascinerer mig, er, hvorfor jeg selv ser det. Første gang så jeg det, fordi reality-tv var så nyt og dermed et endnu interessant fænomen. Det kan ikke være grunden i dag. Og alligevel har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer til at følge med i større eller mindre omfang. Og hvorfor mon det? Jo altså, jeg synes faktisk at det er ret interessant hvordan sådan en gruppe mennesker udvikler sig, når de ingen mulighed har for at slippe væk. Hvordan bliver relationerne, hvem bliver lederen, hvad sker der når Henrik fra Thyborøn møder Katrine fra København, der er en selvudråbt bitch, og hvilken rolle vil deltagernes egne fordomme spille, når skakbrikkerne skal placeres, og der deriblandt både er en homoseksuel kunsthistoriker, afro-danske Umar, en poledanser, en nymfoman, og op til flere selvudnævnte fordomsfulde og overfladiske individer. Og ikke mindst: hvad i alverden laver enlige mor til lille søn, Stine fra Århus, indelåst i et hus i 3 måneder? Det er nu alligevel sæsonens største but why?!?
Og så skal jeg vel heller ikke gøre mig bedre end, at jeg også er drevet af ren og skær nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvad finder de på, hvor lang tid kan 16 mennesker, der ingenting laver blive ved med at være interessante?
Lenen will be watching... i hvert fald en lille smule:) Hvad med dig?
tirsdag den 31. januar 2012
søndag den 29. januar 2012
Sne - hverdagspoesi
I morges var min verden dækket af sne, og sne bringer mig ro i sindet og vækker til eftertanke, så tilgiv mig, hvis jeg i dag bliver småfilosofisk.
Jeg elsker sne, og endelig, endelig kom den også til Mårslet. Der er ikke noget så fint, som når verden bliver pakket smukt ind i jomfruelig hvid puddersne, der dækker over alt det vinterbrune, der kan være charmerende nok i starten, men hurtigt kan bliver trist, her hvor julelysene er pillet ned, og der stadig er lang tid til, at foråret kommer.
Jeg ved godt, at mange synes, at sne kun er til besvær, og jeg indrømmer da også, at jeg sidste vinter var lige ved at få nok, men helt ærligt, så synes jeg, at det engang imellem er ret skønt at blive sat lidt på plads af naturen. Vi har efterhånden kultiveret vores omgivelser i den grad, at vi helt glemmer, de kræfter, naturen også rummer på godt og ondt. Og et godt snevejr eller en ruskende storm er med til i hvert fald at minde mig om, at naturen fortjener respekt.
Jeg tror, snevejrs magi hænger sammen med, at det på ganske kort tid kan forandre verden så totalt. Fra dystert snavs til den hvideste renhed. Og så lægger den ligesom en dæmper på hverdagen. Lyden dæmpes, vores travle hverdag dæmpes (vi kørte fx ganske langsomt, da vi i dag var på vej til Vejle for at se nogle frygteligt gode venner) - hverdagen brydes op, vi tvinges til at ændre rytme. Og det er da ret fint, synes jeg. Jeg har ikke været ude at tage fine billeder i dag, jeg har indendørshygget med en kær veninde, mens vores mænd tog ungerne med på kælkebakken. Men jeg vil opfordre jer til at læse digtet herunder og så selv danne et rigtigt fint billede for jeres indre:) Det er skrevet af Helge Rode i 1896, men jeg synes nu, det stadig beskriver sneens magi ret fint i dag.
Sne
Der er ingenting i Verden saa stille som Sne,
naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper Dine Skridt,
tysser, tysser blidt
paa de Stemmer, der for højlydt taler.
Der er ingenting i Verden med en Renhed som Sne,
Svanedun fra Himlens hvide Vinger.
Paa din Haand et Fnug
er som Taaredug.
Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger,
Der er ingenting i Verden, der kan mildne som Sne.
Tys, du lytter,til det Tavse klinger,
Oh, saa fin en Klang,
Sølverklokkesang
inderst inde i Dit Hjerte ringer.
God aften til alle, der læser med. Og forresten da: Hurra og tillykke med EM-guldet;)
Jeg elsker sne, og endelig, endelig kom den også til Mårslet. Der er ikke noget så fint, som når verden bliver pakket smukt ind i jomfruelig hvid puddersne, der dækker over alt det vinterbrune, der kan være charmerende nok i starten, men hurtigt kan bliver trist, her hvor julelysene er pillet ned, og der stadig er lang tid til, at foråret kommer.
Jeg ved godt, at mange synes, at sne kun er til besvær, og jeg indrømmer da også, at jeg sidste vinter var lige ved at få nok, men helt ærligt, så synes jeg, at det engang imellem er ret skønt at blive sat lidt på plads af naturen. Vi har efterhånden kultiveret vores omgivelser i den grad, at vi helt glemmer, de kræfter, naturen også rummer på godt og ondt. Og et godt snevejr eller en ruskende storm er med til i hvert fald at minde mig om, at naturen fortjener respekt.
Jeg tror, snevejrs magi hænger sammen med, at det på ganske kort tid kan forandre verden så totalt. Fra dystert snavs til den hvideste renhed. Og så lægger den ligesom en dæmper på hverdagen. Lyden dæmpes, vores travle hverdag dæmpes (vi kørte fx ganske langsomt, da vi i dag var på vej til Vejle for at se nogle frygteligt gode venner) - hverdagen brydes op, vi tvinges til at ændre rytme. Og det er da ret fint, synes jeg. Jeg har ikke været ude at tage fine billeder i dag, jeg har indendørshygget med en kær veninde, mens vores mænd tog ungerne med på kælkebakken. Men jeg vil opfordre jer til at læse digtet herunder og så selv danne et rigtigt fint billede for jeres indre:) Det er skrevet af Helge Rode i 1896, men jeg synes nu, det stadig beskriver sneens magi ret fint i dag.
Sne
Der er ingenting i Verden saa stille som Sne,
naar den sagte gennem Luften daler,
dæmper Dine Skridt,
tysser, tysser blidt
paa de Stemmer, der for højlydt taler.
Der er ingenting i Verden med en Renhed som Sne,
Svanedun fra Himlens hvide Vinger.
Paa din Haand et Fnug
er som Taaredug.
Hvide Tanker tyst i Dans sig svinger,
Der er ingenting i Verden, der kan mildne som Sne.
Tys, du lytter,til det Tavse klinger,
Oh, saa fin en Klang,
Sølverklokkesang
inderst inde i Dit Hjerte ringer.
God aften til alle, der læser med. Og forresten da: Hurra og tillykke med EM-guldet;)
lørdag den 28. januar 2012
Fastelavnsboller - et spørgsmål om glasur!
Jubidubidu!!! Vi vandt. Og så ellers ikke et ord mere om håndbold i denne omgang:) Bortset fra selvfølgelig at jeg rent faktisk fik anskaffet mig noget mel i går og fabrikerede de omtalte fastelavnsboller alligevel. Og de blev både gode og fine. Jeg elsker fastelavnsboller, og min mand har på det nærmeste et lidenskabeligt forhold til dem. Der er næsten sorgtilstande i marts, når undskyldningerne for at bage dem forsvinder, og han begynder allerede at glæde sig til fastelavnsbollesæsonen i starten af december, hvor man jo ellers skulle tro, at der var nok af fristelser at mæske sig i. Så det er faktisk lidt af en højtid herhjemme for tiden!
Vi bager altid bollerne efter den samme opskrift. Jeg har ellers en række forskellige opskrifter fra diverse kogebøger, som jeg hvert år tænker, at jeg skal have prøvet af, men så ender det altid med, at jeg bliver enig med mig selv om, at det jo også ville være træls, hvis de nu blev dårligere end dem, vi plejer at bage, og som sandt for dyden også er ret fantastiske. Og så bliver det same same alligevel. Men gode same same forstås. Vi pynter altid fastelavnsboller med kakaoglasur - og vi sparer ikke på kakaoen. Vi har fundet ud af, at der nærmest kan gå lidt religion i det med mørk eller hvid glasur. Vi har venner, der har det helt omvendt og altid tager den hvide version. Men vi synes altså, at chokoladesmagen er det absolut bedste match til sådan en cremebolle.
Nu er det dog sådan, at vi har en datter, Anna, der elsker at pynte kager. Så i dagens anledning og for hendes fornøjelse lavede vi rød-hvide boller i går tillige naturligvis med de mørke, som vi ikke ville undvære.
Her er den rød-hvide håndboldbolle:
Og her den klassiske velsmagende version:
I får lige opskriften, hvis I skulle have samme fastelavnsbollekærlighed som os, og endnu ikke har giftet jer med en opskrift:
Fastelavnsboller
Til bollerne:
Og til cremen:
Hak mel og smør sammen. Tilsæt salt og sukker. Lun mælken og rør gæren ud deri. Bland det med mel og smør sammen med ægget. Lad dejen hæve i 45 min.
Imens dejen hæver kan du lave cremen. Pisk æg, sukker, vanille og maizena sammen i en gryde. Tilsæt mælken, rør rundt og kog op under fortsat omrøring. Når cremen koger, lader du den lige boble et lille minut, og så sætter du den til afkøling.
Del dejen i 16 dele, rul hver del ud på størrelse med en kagetallerken. Fold dejen sammen om en stor spiseskefuld creme. Der er rigeligt creme i den ovenstående portion, men jeg synes ikke, at man skal gå ned på cremen. Man kunne også putte en teskefuld marmelade i sammen med cremen. Det fik vi altid i mit barndomshjem, og jeg synes det smager godt, men min mand vil hellere have dem uden, og man må jo gå på kompromis en gang i mellem. (Til gengæld insisterer jeg på ketchup i pølsebrødene, men det er en historie, vi kan tage en anden gang). Nå, men når dejen er samlet om cremen, skal bollerne hæve efterhæve tildækket på en bageplade et lunt sted. Ca. 30 min. Hvis de hæver for længe, har dejen tendens til at revne, når de bager, og så smutter cremen jo ud. Det kan vi ikke have. Bollerne pensles med vand eller mælk og bages i 15 minutter ved 225 grader.
Nyd bollerne lune og meget gerne med kakaoglasur! Du må meget gerne smide en kommentar omkring din favoritglasur;) Er du til hvid eller mørk?
Vi bager altid bollerne efter den samme opskrift. Jeg har ellers en række forskellige opskrifter fra diverse kogebøger, som jeg hvert år tænker, at jeg skal have prøvet af, men så ender det altid med, at jeg bliver enig med mig selv om, at det jo også ville være træls, hvis de nu blev dårligere end dem, vi plejer at bage, og som sandt for dyden også er ret fantastiske. Og så bliver det same same alligevel. Men gode same same forstås. Vi pynter altid fastelavnsboller med kakaoglasur - og vi sparer ikke på kakaoen. Vi har fundet ud af, at der nærmest kan gå lidt religion i det med mørk eller hvid glasur. Vi har venner, der har det helt omvendt og altid tager den hvide version. Men vi synes altså, at chokoladesmagen er det absolut bedste match til sådan en cremebolle.
Nu er det dog sådan, at vi har en datter, Anna, der elsker at pynte kager. Så i dagens anledning og for hendes fornøjelse lavede vi rød-hvide boller i går tillige naturligvis med de mørke, som vi ikke ville undvære.
Her er den rød-hvide håndboldbolle:
Og her den klassiske velsmagende version:
I får lige opskriften, hvis I skulle have samme fastelavnsbollekærlighed som os, og endnu ikke har giftet jer med en opskrift:
Fastelavnsboller
Til bollerne:
- 400 g mel
- 150 g smør
- 50 g gær
- 1½ dl mælk
- 1 æg
- ½ tsk salt
- 2 spsk sukker
Og til cremen:
- 2 æg
- 4 spsk sukker
- 2 spsk god vanillesukker eller 1 stang vanille
- 6 tsk maizena
- 5 dl mælk
Hak mel og smør sammen. Tilsæt salt og sukker. Lun mælken og rør gæren ud deri. Bland det med mel og smør sammen med ægget. Lad dejen hæve i 45 min.
Imens dejen hæver kan du lave cremen. Pisk æg, sukker, vanille og maizena sammen i en gryde. Tilsæt mælken, rør rundt og kog op under fortsat omrøring. Når cremen koger, lader du den lige boble et lille minut, og så sætter du den til afkøling.
Del dejen i 16 dele, rul hver del ud på størrelse med en kagetallerken. Fold dejen sammen om en stor spiseskefuld creme. Der er rigeligt creme i den ovenstående portion, men jeg synes ikke, at man skal gå ned på cremen. Man kunne også putte en teskefuld marmelade i sammen med cremen. Det fik vi altid i mit barndomshjem, og jeg synes det smager godt, men min mand vil hellere have dem uden, og man må jo gå på kompromis en gang i mellem. (Til gengæld insisterer jeg på ketchup i pølsebrødene, men det er en historie, vi kan tage en anden gang). Nå, men når dejen er samlet om cremen, skal bollerne hæve efterhæve tildækket på en bageplade et lunt sted. Ca. 30 min. Hvis de hæver for længe, har dejen tendens til at revne, når de bager, og så smutter cremen jo ud. Det kan vi ikke have. Bollerne pensles med vand eller mælk og bages i 15 minutter ved 225 grader.
Nyd bollerne lune og meget gerne med kakaoglasur! Du må meget gerne smide en kommentar omkring din favoritglasur;) Er du til hvid eller mørk?
fredag den 27. januar 2012
Håndboldfeber, overvejelser omkring momental nationalisme og eye candy
Nå, vi kommer ikke uden om det. I dag er en håndbolddag. Jeg ved det - enten elsker man det, eller også er man ved at dø en langsom druknedød i national håndboldfeber, og jeg burde givetvis høre til i den sidste kasse, men det gør jeg bare ikke. Og da jeg nu engang lever efter et princip om at melde rent flag, så må jeg bare sige ligeud: Jeg er ved at gå til af spænding. I skal ikke regne med nogle nye indlæg mellem 18 og 20 i aften. Anna kan være lige så træt, som hun har lyst, der bliver ikke puttet børn før efter kampen. Sådan er det bare.
Men hvorfor dog se på sådan en flok svedige herrer, der løber rundt efter en bold og brøler deres indestængte urmenneskelighed ud, når de formår at putte bolden ind i en træramme? I en global, moderne verden burde jeg vel synes, at den slags var intet mindre end tåbeligt. Nul putte. Lenen er glødende gammeldags nationalist på sådan en dag som i dag. Jeg har intet imod Spanien som sådan, jeg elsker serranoskinke, monastrell-vine, creme catalane for slet ikke at tale om Carlos Ruiz Zafon, og jeg vil frygteligt gerne til Barcelona, men i aften skal de ned med nakken.
Jeg tror, at - om ikke "man" - så i hvert fald jeg har brug for fællesskaber i denne rodløse verden, jeg ellers trives vældig godt i. Men verden som sådan er et ret uoverskueligt fællesskab at være en del af, så sådan et 7-mandshold på det lille plan og en mindre nation på det lidt større er mere overkommeligt. Navnligt når man nu er vokset op i en kultur, hvor det var ok at være national indtil et unævneligt politisk parti gjorde det upopulært. Men jeg lader mig ikke skræmme væk fra Dannebrog og da slet ikke i aften. Så jeg brøler med, når de scorer og lærer min datter at klappe når de røde og hvide vinder (for selvfølgelig gør de det), og så får jeg udlevet den del af mig, der bare gerne vil dyrke det overskuelige fællesskab, som ikke stiller krav, den del af mig der elsker, at noget kan være så simpelt som, at enten vinder man, eller også taber man, den del af mig, der på trods af, at det er håbløst umoderne, er en lille traditionalist. Og så skal jeg nok være moderne, globalt orienteret kulturelitær kompleksitetssøgende verdenborger igen i morgen.
Nå ja, så elsker jeg også måden vi (og ja, jeg mener selvfølgelig "vi", alt andet ville være forræderi mod min egen tilgang til situationen) kom til semifinalen på. Normalt hylder vi jo de gode, de dygtige, de fejlfri, men jeg kan altså vildt godt lide historien om, at man også godt kan begå fejl, fumle sig lidt frem, men stædigt blive ved og for en gangs skyld være mere heldige end tyskerne og så faktisk nå langt alligevel.
Eneste minus ved hele situationen i dag er, at jeg er løbet tør for mel, og der er 3 km frem og tilbage i snevejr med barnevogn til nærmeste melpusher. Så de der rød/hvid-dekorerede fastelavnsboller jeg så for mit indre øje i morges da jeg vågnede må blive på nethinden.
Og når vi nu er ved eye-candy, så synes jeg da lige, at I skal se, hvad det er jeg får mine dage til at gå med, når jeg ikke dyrker min nye blog-dille. Her er vidunderet:
Til alle der kigger med - god dag og god kamp:)
Men hvorfor dog se på sådan en flok svedige herrer, der løber rundt efter en bold og brøler deres indestængte urmenneskelighed ud, når de formår at putte bolden ind i en træramme? I en global, moderne verden burde jeg vel synes, at den slags var intet mindre end tåbeligt. Nul putte. Lenen er glødende gammeldags nationalist på sådan en dag som i dag. Jeg har intet imod Spanien som sådan, jeg elsker serranoskinke, monastrell-vine, creme catalane for slet ikke at tale om Carlos Ruiz Zafon, og jeg vil frygteligt gerne til Barcelona, men i aften skal de ned med nakken.
Jeg tror, at - om ikke "man" - så i hvert fald jeg har brug for fællesskaber i denne rodløse verden, jeg ellers trives vældig godt i. Men verden som sådan er et ret uoverskueligt fællesskab at være en del af, så sådan et 7-mandshold på det lille plan og en mindre nation på det lidt større er mere overkommeligt. Navnligt når man nu er vokset op i en kultur, hvor det var ok at være national indtil et unævneligt politisk parti gjorde det upopulært. Men jeg lader mig ikke skræmme væk fra Dannebrog og da slet ikke i aften. Så jeg brøler med, når de scorer og lærer min datter at klappe når de røde og hvide vinder (for selvfølgelig gør de det), og så får jeg udlevet den del af mig, der bare gerne vil dyrke det overskuelige fællesskab, som ikke stiller krav, den del af mig der elsker, at noget kan være så simpelt som, at enten vinder man, eller også taber man, den del af mig, der på trods af, at det er håbløst umoderne, er en lille traditionalist. Og så skal jeg nok være moderne, globalt orienteret kulturelitær kompleksitetssøgende verdenborger igen i morgen.
Nå ja, så elsker jeg også måden vi (og ja, jeg mener selvfølgelig "vi", alt andet ville være forræderi mod min egen tilgang til situationen) kom til semifinalen på. Normalt hylder vi jo de gode, de dygtige, de fejlfri, men jeg kan altså vildt godt lide historien om, at man også godt kan begå fejl, fumle sig lidt frem, men stædigt blive ved og for en gangs skyld være mere heldige end tyskerne og så faktisk nå langt alligevel.
Eneste minus ved hele situationen i dag er, at jeg er løbet tør for mel, og der er 3 km frem og tilbage i snevejr med barnevogn til nærmeste melpusher. Så de der rød/hvid-dekorerede fastelavnsboller jeg så for mit indre øje i morges da jeg vågnede må blive på nethinden.
Og når vi nu er ved eye-candy, så synes jeg da lige, at I skal se, hvad det er jeg får mine dage til at gå med, når jeg ikke dyrker min nye blog-dille. Her er vidunderet:
Til alle der kigger med - god dag og god kamp:)
torsdag den 26. januar 2012
Jordskokker, tovejsrul og Middlemarch
Så er det blevet aften i det lille hjem. Anseelige mængder jordskokkesuppe er blevet sat til livs. Vi elsker jordskokker:) Min store pige Anna på 3 år er blevet puttet, og Astrid underholder sin far med at demonstrere, hvad vi har arbejdet i hele dagen, nemlig tovejsrul. Det vil sige, at den lille guldklump nu triller både fra ryg til mave og fra mave til ryg. Moren er meget stolt og faderen endnu mere. Desværre ved Astrid endnu ikke selv, at hun kan, så hun strander tit og ofte på maven, hvor hun absolut ikke ynder at befinde sig for længe ad gangen. En detalje vi stadig arbejder på. Ja, sådan er de små glæder store i en barselkvindes tilværelse...
Jeg sidder og venter på at "Sagen genåbnet" kommer på DR2. Det er en fin krimiserie om en gnaven (er de ikke altid det?) kriminalkommisær Peter Boyd og hans afdeling for uopklarede sager. En engelsk krimiserie. Jeg har en teori om, at jeg foretrækker engelske krimier frem for amerikanske, jeg synes, de ofte er lidt dybere og mere psykologisk komplekse (keep in mind at det er krimier, vi taler om, så dybde og kompleksitet vokser selvfølgelig ikke ind i himlen) men teorien er ikke særlig gennemarbejdet, så jeg afviser ikke, at jeg kan ændre mening med tiden.
Noget andet engelsk, jeg holder af for tiden, er romanen Middlemarch af Georg Eliot. Den er min godnatlæsning og har været det i et stykke tid - en kombination af, at den er temmelig lang, og at jeg ikke får læst så meget om aftenen, som jeg kunne ønske mig. Jeg mangler stadig et par hundrede sider, men so far er den intet mindre end fremragende, og det sære er, at jeg ikke rigtig ved hvorfor. Den er ikke superspændende, plottet er ikke medrivende, men den er helt særlig på sin egen måde, og jeg glæder mig hver aften til at tage et kapitel. Jeg skal nok skrive mere om den, når jeg når til vejs ende. Den passer for øvrigt glimrende til denne blog - den handler også om livet i provinsen. Har I nogle erfaringer med bogen, er I meget velkomne til at smide en kommentar:)
Nå, Peter Boyd venter. God aften til dig der læser med!
Jeg sidder og venter på at "Sagen genåbnet" kommer på DR2. Det er en fin krimiserie om en gnaven (er de ikke altid det?) kriminalkommisær Peter Boyd og hans afdeling for uopklarede sager. En engelsk krimiserie. Jeg har en teori om, at jeg foretrækker engelske krimier frem for amerikanske, jeg synes, de ofte er lidt dybere og mere psykologisk komplekse (keep in mind at det er krimier, vi taler om, så dybde og kompleksitet vokser selvfølgelig ikke ind i himlen) men teorien er ikke særlig gennemarbejdet, så jeg afviser ikke, at jeg kan ændre mening med tiden.
Noget andet engelsk, jeg holder af for tiden, er romanen Middlemarch af Georg Eliot. Den er min godnatlæsning og har været det i et stykke tid - en kombination af, at den er temmelig lang, og at jeg ikke får læst så meget om aftenen, som jeg kunne ønske mig. Jeg mangler stadig et par hundrede sider, men so far er den intet mindre end fremragende, og det sære er, at jeg ikke rigtig ved hvorfor. Den er ikke superspændende, plottet er ikke medrivende, men den er helt særlig på sin egen måde, og jeg glæder mig hver aften til at tage et kapitel. Jeg skal nok skrive mere om den, når jeg når til vejs ende. Den passer for øvrigt glimrende til denne blog - den handler også om livet i provinsen. Har I nogle erfaringer med bogen, er I meget velkomne til at smide en kommentar:)
Nå, Peter Boyd venter. God aften til dig der læser med!
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/3420774/lenens-verden?claim=w5996h883r4">Follow my blog with Bloglovin</a>
Hvorfor egentlig?
Okay, så blev det min tur til at kaste mig ud i bloggens verden. Og hvorfor dog det? Først og fremmest fordi jeg har lyst. Forhåbentligt har jeg noget på hjerte. I hvert fald har jeg en kommunikationstrang, der trænger sig massivt på. Forklaring: Jeg er på barsel. Jeg elsker min datter Astrid helt uanstændigt højt, men indtil videre kan hun med sine 4 måneder mest knurre, sige ahgrrrr eller når det går vildest for sig svinge sig op til at hvine. Og med al respekt for disse ubetinget søde lyde, der får ethvert moderhjerte til at smelte, så er det svært at holde en dialog kørende, som på alle måder kan tilfredsstille mit kommunikative jeg.
Men hvad skal sådan en blog så handle om? Tja, det ved jeg ikke helt. Den burde nok have et enkelt emne, som kunne henvende sig til en bestemt målgruppe. Men på den anden side, så er begrænsninger altså så kedelige. Og jeg skriver jo ved eftertanke ikke så meget for at få læsere, som for at få afløb for al det, der boltrer sig i mit hoved - og det er altså lidt af hvert. Hvem ved, på sigt kan det være at denne blog sådan af sig selv vælger en retning, men lige nu vil den altså være et eksperimentarium for mine strøtanker. Jeg kan dog forestille mig, at man vil kunne se nogle hovedemner, da jeg helt klart har flere strøtanker om fx mad end om biler. Og jeg formoder at strøtankerne kan kategoriseres indenfor overskrifter som mad, litteratur og familieliv. Givetvis med diverse afstikkere i alle retninger. Bliver du allerede træt ved tanken? Hvorfor skal du overhovedet læse med? Måske er du sådan en kunstelskende, madglad mor ligesom jeg? Eller også deler du min kærlighed til sproget og læser alt mulig bare for at læse? Eller måske er du bare nysgerrig? Ligemeget hvad, så er du hjertelig velkommen i Lenens verden. Og hvorfor så den titel, tænker du måske? Ja, altså noget skulle bloggen jo hedde, og Lenen det er mig og det er min verden det skal handle om. Lenen er et begreb min mand og jeg nogengange bruger, når jeg gør noget, som er særligt mig-agtigt. Lenen slår til igen. Og hvad er så specielt ved Lenen's liv og levned? Ja, det må du følge med for at finde ud af:)
Men hvad skal sådan en blog så handle om? Tja, det ved jeg ikke helt. Den burde nok have et enkelt emne, som kunne henvende sig til en bestemt målgruppe. Men på den anden side, så er begrænsninger altså så kedelige. Og jeg skriver jo ved eftertanke ikke så meget for at få læsere, som for at få afløb for al det, der boltrer sig i mit hoved - og det er altså lidt af hvert. Hvem ved, på sigt kan det være at denne blog sådan af sig selv vælger en retning, men lige nu vil den altså være et eksperimentarium for mine strøtanker. Jeg kan dog forestille mig, at man vil kunne se nogle hovedemner, da jeg helt klart har flere strøtanker om fx mad end om biler. Og jeg formoder at strøtankerne kan kategoriseres indenfor overskrifter som mad, litteratur og familieliv. Givetvis med diverse afstikkere i alle retninger. Bliver du allerede træt ved tanken? Hvorfor skal du overhovedet læse med? Måske er du sådan en kunstelskende, madglad mor ligesom jeg? Eller også deler du min kærlighed til sproget og læser alt mulig bare for at læse? Eller måske er du bare nysgerrig? Ligemeget hvad, så er du hjertelig velkommen i Lenens verden. Og hvorfor så den titel, tænker du måske? Ja, altså noget skulle bloggen jo hedde, og Lenen det er mig og det er min verden det skal handle om. Lenen er et begreb min mand og jeg nogengange bruger, når jeg gør noget, som er særligt mig-agtigt. Lenen slår til igen. Og hvad er så specielt ved Lenen's liv og levned? Ja, det må du følge med for at finde ud af:)
Abonner på:
Opslag (Atom)