Et æble om dagen – eller 200…

Lørdag var store æbledag hjemme hos os. Vi tog med familiespejderne i provinsen til Æbleskoven ved Daugård, hvor vi gik på helt lovligt æblerov i de frodige rækker mellem Ingrid Marie, rød Ingrid Marie, spartan, ananasæbler og Belle de Boskop. Vi havde godt nok glemt vores frugtplukker (ja sådan en ejer jeg faktisk – den tilhører den voksende bunke af dimser, som åbenbart følger naturligt i kølvandet på et huskøb), men vi fik alligevel ved hjælp af rystemetode, klatremetode, hænge i grenemetode og naturligvis også den helt almindelige plukke fra grene i øjenhøjdemetode fyldt et par store poser med saftige, sprøde rødmende æbler.

Det er anden gang, vi er i Æbleskoven, og vi nyder at komme ud i den overflod af æbler, som den store plantage byder på. Selv har vi plantet to æbletræer i drømmehaven, en rubinola og en rød aroma, men de er endnu blot forvoksede grene, og den samlede høst forløb sig i år til 17 dejlige, røde æbler. Det skal man naturligvis ikke kimse af, men vi lader os gerne overvælde af Æbleskovens mangfoldighed.

Den samlede æblehøst fra drømmehaven - fin om end beskeden

Da vi havde kravlet, rystet og plukket poserne fulde, var det tid til at vaske æblerne, inden de af det kyndige personale blev kværnet og presset til 12 liter jomfruelig, lyserød, aromatisk æblemost. Smagen af helt friskpresset most er helt uden sammenligning. Det bør man unde sig selv at prøve. Æbleskoven er et spejdercenter, og naturligvis var der også bål og mulighed for at lave snobrød og pandekager. Det gjorde vi, og vendte derefter hjem med røg i håret og bagagerummet fuld af æblehøst. Jeg har været storbymenneske længe nok til stadig at blive imponeret af og hensat i en frydefuld tilstand over at kunne følge produkter fra jord til bord. Så sådan en dag er idel lykke for Lenen.

Vel hjemme gik vi straks i gang med at omsætte høsten til noget lækkert. Vi kogte nogle af æblerne til mos og lavede en god gammeldags æblekage med rasp og fløde, og vi satte en grydefuld svinekæber til at braisere i æblemost og øl. Æblekagen er en gammel traver i vores repertoire, men opskriften på svinekæberne var ny, og jeg har glædet mig hele ugen til at have tid til at simre. Og det var hele ventetiden værd!

Kødet blev smeltende mørt, og væsken fra braiseringen endte som en meget kraftig sauce, der mere glaserede kæberne end fungerede som en faktisk sauce. Vi lavede en kartoffeljordskokkemos som tilbehør, og det var alt i alt en bragende succes. Ud over den hjemmelavede æblemost supplerede jeg lige min jord-til-bord-urmenneskeoplevelse med en gulerod fra egen køkkenhave og timian fra egen urtegård. Små skridt for bonderøven – stor juhu-oplevelse for en Lene. Opskriften stammer fra Meyers Almanak – en bog jeg helt sikkert må vende tilbage til senere, for den er værd at dvæle ved, men i dag får I bare opskriften. Har I en åbning i efterårsferiens madplan, skulle I virkelig overveje at fylde det ud med kæberne her. God Appetit:

Braiserede svinekæber – Claus Meyer: Almanak, Uge 41 mandag

1 kg svinekæber

2 spsk. rapsolie

1 gulerod

1 løg

1 fed hvidløg

5 kviste timian

2 dl mørkt øl (Jeg brugte Nørrebro bryghus Ravnsborg rød, men enhver ale eller porter kan bruges)

4 dl æblemost

1 dl æbleeddike

Havsalt og friskkværnet peber

5 dl hønse- eller kalvebouillon (jeg brugte kalvefond)

50 g smør

2 spsk. æbleeddike

Man skal starte med at afparere svinekæberne. Læg kæberne på spækbrættet med senen nedad, så senen ligger helt fladt langs med brættet. Tag en lang, skarp kniv, læg den på brættet og skær et lille snit i kæben lige ved senen. Tag godt fat i senen, og lad så kniven følge senen ved at skære ned mod brættet, så senen kommer af i ét langt rent snit. (Det lyder rimelig indviklet, men det gik faktisk forbavsende let, da man først kom i gang).

Brun kæberne i rapsolie i en stegegryde til de har en god farve på alle sider. Ordn gulerod, løg og hvidløg, og skær alt i grove stykker. Smid dem ned i gryden, og brun dem, og tilsæt til sidst timiankviste, øl, æblemost og eddike, salt og peber.

Lad væsken koge ind til det halve, tilsæt så bouillon, og kog forsigtigt op. Skum af for urenheder, når det koger. Læg låg på og sæt herefter kæberne i ovnen ved 150 grader og braiser dem i 1½-2 timer.

Når kæberne er færdige, så tag gryden ud af ovnen, og sigt bouillonen over i en anden gryde – kasser grøntsagerne, de har gjort deres, og parker kæberne i stegegryden. Kog bouillonen ind til det halve, så den får en flot klistret konsistens og en blank overflade, og smag den til med det sidste smør, salt og æbleeddike. Når bouillonen er tilsmagt, så kom kæberne i, og varm dem igennem.

Alle burde eje et æbletræ! Tak fordi du læste med.

Noget om gamle damer - blandt andet

Hilde du milde, så gik der to år. Det er da helt utroligt som et job, et hus og en familie kan få tiden til at flyve væk mellem fingrene på én. Men nu er der jo sket noget. Jeg er blevet normaliseret. Jeg og resten af den samlede danske lærerstand forstås. Og så skal man jo lære at bruge sine aftener på noget andet end at arbejde. Så jeg har genoplivet alle mulige gamle hobbier – jeg nævner i flæng guitarspil, dans og nu også altså også denne blog.

Siden sidst er vi flyttet ind i drømmehuset, vi er kommet ret langt med at forvandle græsplænen til drømmehave, vi har bygget legehuset, monteret gynge i bøgetræet og er faldet til i det nye hjørne af provinsen.

Meget er forandret, men endnu mere er ved det gamle. På min bogreol er der for eksempel stadig gode klassikere, der skal læses, genlæses og opleves i nyt perspektiv. For tiden har jeg taget fat på Jane Austen. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har læst Stolthed og Fordom, men det er slet ikke nok endnu. Jeg er lige blevet færdig med den, og jeg kan stadig frydes, tryllebindes og græmmes over karaktererne, sproget og Austens knivskarpe indsigt i menneskesind. Så en af dagene må jeg dele denne glæde med jer. Men det bliver ikke i dag.

I dag vil jeg hellere dvæle lidt ved, hvorfor jeg overhovedet gider beskæftige mig med sådan noget gammelt noget – og så oven i købet læse det mere end én gang. Det er jo ikke fordi, det skorter på nye og tillige gode bøger. Der står adskillige på reolen ved siden af klassikerne og venter på, at jeg kommer i det rette humør. Men bøger, der af den ene eller den anden grund har overlevet århundredes kulturudvikling, kalder på min respekt. De vækker min interesse og pirrer min nysgerrighed. Jeg synes, det er fascinerende at tænke på, at der for 200 år siden sad en kvinde i en provins i England og skrev bøger, der på trods af samfundets udvikling og afstand i tid og rum, kan lære mig om menneskets sind, om følelsernes væsen og om mig selv – dybest set.

For mig er der noget trygt i det faktum, at mennesket, som ellers har så travlt med at udvikle alt muligt, trods alt ikke selv udvikler sig hurtigere, end at der er en kerne i racens dna, der gør, at vi såvel i år 2014 som i år 1814 stadig i bund og grund drives af de samme følelser, det samme begær. Så selv om vi på den ene side er så uendeligt komplekse, at vi kæmper med at forstå noget så enkelt som os selv, så er der alligevel nogen, der har gennemskuet os for flere hundrede år siden.

Endvidere finder jeg det også beundringsværdigt, at der findes nogle bøger, der kan overleve i en tiltagende zapperkultur som monolitter, der insisterer på at have en indre værdi, som kan gøre sig gældende i de skiftende samfund, der strømmer forbi dem. 

Og sådanne bøger har jeg lyst til at besøge. De fortjener, at man tjekker ind en gang imellem og ser, hvad de har at sige om samfundet eller Lenen af i dag. De er gamle venner, som venter på én, og som kan rumme én lige der, hvor man er i livet. Og når der så er gået to år, uden man egentlig nåede at lægge mærke til det, så kan man tjekke ind og opdage, at de også har noget på hjerte i dag. En tanke, der kan spire, en følelse, der kan spejles, et sprog, der kan inspirere, et tema, der pludselig træder frem i nyt lys.

Jeg vil nu besøge en anden af Austens gamle damer – Emma. Tak fordi du læste med. Jeg håber, du kommer på besøg hos mig en anden gang.