Hilde du milde, så gik der to år. Det er da helt utroligt
som et job, et hus og en familie kan få tiden til at flyve væk mellem fingrene
på én. Men nu er der jo sket noget. Jeg er blevet normaliseret. Jeg og resten
af den samlede danske lærerstand forstås. Og så skal man jo lære at bruge sine
aftener på noget andet end at arbejde. Så jeg har genoplivet alle mulige gamle
hobbier – jeg nævner i flæng guitarspil, dans og nu også altså også denne blog.
Siden sidst er vi flyttet ind i drømmehuset, vi er kommet
ret langt med at forvandle græsplænen til drømmehave, vi har bygget legehuset,
monteret gynge i bøgetræet og er faldet til i det nye hjørne af provinsen.
Meget er forandret, men endnu mere er ved det gamle. På min
bogreol er der for eksempel stadig gode klassikere, der skal læses, genlæses og
opleves i nyt perspektiv. For tiden har jeg taget fat på Jane Austen. Jeg har
ikke tal på de gange, jeg har læst Stolthed og Fordom, men det er slet ikke nok
endnu. Jeg er lige blevet færdig med den, og jeg kan stadig frydes,
tryllebindes og græmmes over karaktererne, sproget og Austens knivskarpe
indsigt i menneskesind. Så en af dagene må jeg dele denne glæde med jer. Men
det bliver ikke i dag.
I dag vil jeg hellere dvæle lidt ved, hvorfor jeg
overhovedet gider beskæftige mig med sådan noget gammelt noget – og så oven i
købet læse det mere end én gang. Det er jo ikke fordi, det skorter på nye og
tillige gode bøger. Der står adskillige på reolen ved siden af klassikerne og
venter på, at jeg kommer i det rette humør. Men bøger, der af den ene eller den
anden grund har overlevet århundredes kulturudvikling, kalder på min respekt.
De vækker min interesse og pirrer min nysgerrighed. Jeg synes, det er
fascinerende at tænke på, at der for 200 år siden sad en kvinde i en provins i
England og skrev bøger, der på trods af samfundets udvikling og afstand i tid
og rum, kan lære mig om menneskets sind, om følelsernes væsen og om mig selv –
dybest set.
For mig er der noget trygt i det faktum, at mennesket, som
ellers har så travlt med at udvikle alt muligt, trods alt ikke selv udvikler
sig hurtigere, end at der er en kerne i racens dna, der gør, at vi såvel i år
2014 som i år 1814 stadig i bund og grund drives af de samme følelser, det
samme begær. Så selv om vi på den ene side er så uendeligt komplekse, at vi
kæmper med at forstå noget så enkelt som os selv, så er der alligevel nogen,
der har gennemskuet os for flere hundrede år siden.
Endvidere finder jeg det også beundringsværdigt, at der
findes nogle bøger, der kan overleve i en tiltagende zapperkultur som monolitter,
der insisterer på at have en indre værdi, som kan gøre sig gældende i de
skiftende samfund, der strømmer forbi dem.
Og sådanne bøger har jeg lyst til at besøge. De fortjener,
at man tjekker ind en gang imellem og ser, hvad de har at sige om samfundet
eller Lenen af i dag. De er gamle venner, som venter på én, og som kan rumme én
lige der, hvor man er i livet. Og når der så er gået to år, uden man egentlig
nåede at lægge mærke til det, så kan man tjekke ind og opdage, at de også har
noget på hjerte i dag. En tanke, der kan spire, en følelse, der kan spejles, et
sprog, der kan inspirere, et tema, der pludselig træder frem i nyt lys.
Jeg vil nu besøge en anden af Austens gamle damer – Emma. Tak
fordi du læste med. Jeg håber, du kommer på besøg hos mig en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar