Hold da helt op, hvor er det længe siden, I har hørt fra mig. Det er der nu gode grunde til! Jeg har nemlig haft travlt. Det er ikke sådan at være kvinde på barsel - og det er altså ikke Astrid, der har stjålet min tid. Lad mig bare sige: det blev ikke en gul parcel:) Det blev derimod en dejlig og rigtig fin rødstensvilla fra 1937. Nemlig. Vi har sgu købt et hus. Og den slags tager altså tid. Der går tid til at tage ud og se det, til at spekulere, til at se billeder på nettet, til at læse tilstandsrapporter, til at kontakte manden, der har skrevet tilstandsrapporten, fordi man ikke forstår hvad han skriver, til at se huset igen, til at tale med banken, til at blive sur på sin bankmand og tale med andre banker, til alligevel at ende med at vælge sin gamle bank, til at læse købsaftaler og forsøge at forstå alt det med småt, til at gå til advokaten, til at beslutte sig endeligt, til at læse om gasfyr og nye vinduer på nettet, til at forhandle pris, til at underskrive købsaftalen, til at læse om forskellige ejerskifteforsikringer og villaforsikringer, til at rive sig selv i håret og bande af forsikringsselskaber, der kræver fuldstændig ublu priser for en ejerskifteforsikring, til at endelig at vælge den billige forsikring hos firmaet med det dårligste ry, til at låne havebøger på biblioteket og endnu mere til at læse dem, til at støvsuge nettet for legehus-leverandører der kan leve op til mine strenge krav om æstetik og funktionalitet - og gode priser, til at få far til at lave legehuset i stedet for og endelig går der også oceaner af tid til at drømme og indrette og skrive lister og strege ud, og kigge i boligblade tælle ned til den 31. maj, hvor vi overtager huset. Og oven i det, er det blevet ved den tid, hvor jeg også skal skrive ansøgninger og læse jobannoncer hver dag - man skulle ærlig talt ikke tro, man var på barsel, så travlt som jeg har.
Men nu har jeg altså lige et par minutter til at fortælle jer om huset. Først og fremmest må jeg hellere fortælle, at det slet ikke ligger der, hvor vi hidtil har kigget. Vi har simpelthen besluttet at rykke familien 30 min længere sydpå, for vi kunne bare ikke finde det hus, vi gerne ville have, til en pris vi syntes var rimelig i denne afkrog af provinsen. Det var en mærkelig beslutning at tage, men det hjælper gevaldigt, at nogle ret fantastiske venner lige er flyttet til at samme nye afkrog. Det hjælper faktisk rigtig meget. Og da selve huset så også indeholder alt det, vi gik og drømte om, ja så var det lige pludselige indlysende, at det var det rigtige valg.
Det eneste minus ved huset er, at grunden ikke er så stor, som vi drømte om. Og haven er helt tom, bortset fra et gammel bøgetræ, der heldigvis pryder forhaven. Der hænger jeg en gynge op i samme øjeblik huset bliver vores. Men vi skal nu nok få en fin have ud af det på sigt. Håber jeg.
På plussiden - og den er heldigvis stor - er husets størrelse. Der er masser af plads til os. 167 m2 og 110 m2 kælder. Der er spisekammer (Jublende hurra-råb og benspjæt)! Og to stuer, hvoraf den ene er sænket i niveau, hvilket jeg synes er vildt hyggeligt. Der er 5 værelser og en smuk, smuk trappe, som gør en helt glad i hovedet, når man kommer ind ad døren. Og 3 toiletter, gudhjælpemig. Og brændeovn. Så der er nok at gå og drømme om og indrette på.
Og sådan ser det altså ud:) Det bliver nok ikke det sidste, I hører om den historie...
I dag går sådan set bare med at få dagen til at gå, for jeg går og venter på, om jeg bliver kaldt til samtale til en stilling, som jeg rigtig gerne vil have. Og det er altså lidt træls at vente på.
En god dag til dig, der læser med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar