Bigbrother is back in town

Bigbrother is watching you... Og jeg har set Bigbrother. I går opdagede jeg, at en ny omgang af det odiøse program var på skærmen igen og på mange måder fascinerer det mig. Jeg kan huske, at jeg fulgte med - er det 10 år siden? -  da Jill og Christian Brøns deltog. Og på mange måder husker jeg det som et uskyldigt program sammenlignet med, hvad reality-tv har udviklet sig til. Efter hvad jeg så i går, er programmet vist kommet over sin uskyldige ungdom. Der er i hvert fald inviteret både en nymfoman og en pole-dancer med, samt hvad der virkede som en uendelig strøm af nitten-årige, der ikke kunne komme med i Paradise. Nej, fy Lene, nu løber fordommene af med mig, jeg må hellere lige give dem en chance.

Nå, men noget af det, der fascinerer mig, er selvfølgeligt det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor i alverden er der overhovedet nogen, der gider stille op til sådan noget? På den anden side giver det dog mere mening end så mange andre reality-programmer. Man kunne forsvare sig med at ville afprøve sig selv psykisk, at man fandt det lukkede rum interessant, eller måske er det præmien, der lokker? Desværre for programmet tror jeg, at det, de fleste af deltagerne var interesserede i, var kendis-effekten, men igen, nu forfalder jeg til mavesure fordomme.

Noget andet, der fascinerer mig, er, hvorfor jeg selv ser det. Første gang så jeg det, fordi reality-tv var så nyt og dermed et endnu interessant fænomen. Det kan ikke være grunden i dag. Og alligevel har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer til at følge med i større eller mindre omfang. Og hvorfor mon det? Jo altså, jeg synes faktisk at det er ret interessant hvordan sådan en gruppe mennesker udvikler sig, når de ingen mulighed har for at slippe væk. Hvordan bliver relationerne, hvem bliver lederen, hvad sker der når Henrik fra Thyborøn møder Katrine fra København, der er en selvudråbt bitch, og hvilken rolle vil deltagernes egne fordomme spille, når skakbrikkerne skal placeres, og der deriblandt både er en homoseksuel kunsthistoriker, afro-danske Umar, en poledanser, en nymfoman, og op til flere selvudnævnte fordomsfulde og overfladiske individer. Og ikke mindst: hvad i alverden laver enlige mor til lille søn, Stine fra Århus, indelåst i et hus i 3 måneder? Det er nu alligevel sæsonens største but why?!?

Og så skal jeg vel heller ikke gøre mig bedre end, at jeg også er drevet af ren og skær nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvad finder de på, hvor lang tid kan 16 mennesker, der ingenting laver blive ved med at være interessante?

Lenen will be watching... i hvert fald en lille smule:) Hvad med dig?