Håndboldfeber, overvejelser omkring momental nationalisme og eye candy

Nå, vi kommer ikke uden om det. I dag er en håndbolddag. Jeg ved det - enten elsker man det, eller også er man ved at dø en langsom druknedød i national håndboldfeber, og jeg burde givetvis høre til i den sidste kasse, men det gør jeg bare ikke. Og da jeg nu engang lever efter et princip om at melde rent flag, så må jeg bare sige ligeud: Jeg er ved at gå til af spænding. I skal ikke regne med nogle nye indlæg mellem 18 og 20 i aften. Anna kan være lige så træt, som hun har lyst, der bliver ikke puttet børn før efter kampen. Sådan er det bare.

Men hvorfor dog se på sådan en flok svedige herrer, der løber rundt efter en bold og brøler deres indestængte urmenneskelighed ud, når de formår at putte bolden ind i en træramme? I en global, moderne verden burde jeg vel synes, at den slags var intet mindre end tåbeligt. Nul putte. Lenen er glødende gammeldags nationalist på sådan en dag som i dag. Jeg har intet imod Spanien som sådan, jeg elsker serranoskinke, monastrell-vine, creme catalane for slet ikke at tale om Carlos Ruiz Zafon, og jeg vil frygteligt gerne til Barcelona, men i aften skal de ned med nakken.

Jeg tror, at - om ikke "man"  - så i hvert fald jeg har brug for fællesskaber i denne rodløse verden, jeg ellers trives vældig godt i. Men verden som sådan er et ret uoverskueligt fællesskab at være en del af, så sådan et 7-mandshold på det lille plan og en mindre nation på det lidt større er mere overkommeligt. Navnligt når man nu er vokset op i en kultur, hvor det var ok at være national indtil et unævneligt politisk parti gjorde det upopulært. Men jeg lader mig ikke skræmme væk fra Dannebrog og da slet ikke i aften. Så jeg brøler med, når de scorer og lærer min datter at klappe når de røde og hvide vinder (for selvfølgelig gør de det), og så får jeg udlevet den del af mig, der bare gerne vil dyrke det overskuelige fællesskab, som ikke stiller krav, den del af mig der elsker, at noget kan være så simpelt som, at enten vinder man, eller også taber man, den del af mig, der på trods af, at det er håbløst umoderne, er en lille traditionalist. Og så skal jeg nok være moderne, globalt orienteret kulturelitær kompleksitetssøgende verdenborger igen i morgen.

Nå ja, så elsker jeg også måden vi (og ja, jeg mener selvfølgelig "vi", alt andet ville være forræderi mod min egen tilgang til situationen) kom til semifinalen på. Normalt hylder vi jo de gode, de dygtige, de fejlfri, men jeg kan altså vildt godt lide historien om, at man også godt kan begå fejl, fumle sig lidt frem, men stædigt blive ved og for en gangs skyld være mere heldige end tyskerne og så faktisk nå langt alligevel.

Eneste minus ved hele situationen i dag er, at jeg er løbet tør for mel, og der er 3 km frem og tilbage i snevejr med barnevogn til nærmeste melpusher. Så de der rød/hvid-dekorerede fastelavnsboller jeg så for mit indre øje i morges da jeg vågnede må blive på nethinden.

Og når vi nu er ved eye-candy, så synes jeg da lige, at I skal se, hvad det er jeg får mine dage til at gå med, når jeg ikke dyrker min nye blog-dille. Her er vidunderet:

Til alle der kigger med - god dag og god kamp:)