tirsdag den 7. februar 2012

Anmeldelse af "Meyers Bageri" - velkommen i bagehimlen.

En dag i sidste uge kom Anna hjem fra børnehave. Det første hun gjorde, da hun kom ind af døren, var at erklære: "Der lugter, mor!", og så stormede hun ellers til sin fars bestyrtelse gennem huset iført fuld vinterudrustning med kurs mod køkkenet, forsvandt om hjørnet for et øjeblik efter at vende tilbage og med et smil konstatere: "Det er brød, mor". Og jeg kunne til fulde sætte mig i hendes sted. Der findes få dufte i verden, der er så forførende og uimodståelige, som duften af nybagt brød. Og der skal i praksis ikke meget mere end et stykke lunt brød med smør på, for at jeg kan glemme de fleste problemer og være momentalt lykkelig på selv den mest trælse gråvejrsdag.

På det seneste har der duftet meget af nybagt brød hjemme hos os. Jeg bager generelt tit og ofte, men jeg har sat kadencen op på det seneste, og det er Claus Meyers skyld. Jeg har nemlig fundet en ny yndlingsbog, og den hedder "Meyers Bageri".


I bogen fortæller Claus Meyer om hans egen passion for brød, han fortæller om teknikken bag et godt brød, om dej, om mel, om hævning, udstyr, bagning og smag. Og så er der desuden et væld af lækre opskrifter. Der er rigtig mange gode egenskaber ved bogen, som jeg kunne tænke mig at fremhæve. Først og fremmest er bogen skrevet, så man kan mærke personen bag. Der er holdning, omtanke, erfaring og kærlighed bag ordene, og det kan man mærke. Jeg synes, det er rart med en forfatter, der melder klart ud og som er ærlig. Meyer skriver for eksempelt varmt om økologisk mel, og han fremfører mange gode argumenter for at vælge det. Men samtidig skriver han også ærligt, at man godt kan bage (næsten lige så...) gode brød af konventionelt mel. Så er det op til læseren at vælge - men med udgangspunkt i hans passionerede tilgang er det svært ikke at blive påvirket, og det kan jeg godt lide.

Jeg er også vild med den tilgang bogen har til at inddrage læseren. Meyer er rigtig god til at give en lyst til at komme i gang med at bage. Det virker som om, han oprigtigt ønsker, at man skal blive bedre til at bage, han kommer med opmuntring, løfter og gode råd - en langdistance bagecoach. Og det virker - jeg er overbevist om, at jeg lige om lidt bliver en bedre bager. Øvelse gør mester. Med det indledende afsnit om teorien bag brødet, får man en bedre forståelse for, hvorfor man gør, som man gør, og hvad man måske skal ændre. Der er tale om brødnørderi på højt plan, og hvis man er til det (det er jeg!) så er det virkelig god læsning.

Og så er jeg jo slet ikke kommet til opskrifterne - de er altså virkeligt gode. Der er super mange ting, man har lyst til straks at afprøve. Mange af brødene bages med surdej, og Meyers surdej tager 10 dage om at blive klar. Det er godt nok hårdt at gå og vente på, men jeg var som et lille barn, da dejen endelig var klar og første brød - et koldhævet hvedebrød - gik i ovnen. Og lad mig bare indrømme, at selv om brødet smagte godt, så lignede det ikke helt det på billedet, så jeg må nok øve mig noget mere. Men det gode er, at det har jeg også lyst til efter at have læst bogen.

Opskrifterne i bogen er baseret på en filosofi om, at det gode brød tager tid, og langt de fleste brød er langtidshævede, men ind imellem er der også brød, der kan bages på et par timer. Og så er der en sektion om kager, som jeg slet ikke har afprøvet i tilstrækkeligt omfang endnu, men som ser ret fantastisk ud. Jeg kan godt lide kombinationen af opskrifter på de langtidshævede surbrødsdeje, de bløde gærdeje og de lækre kager. Det betyder, at man næsten altid kan finde noget, der frister.  

Alle opskrifter er flankeret af indbydende billeder, og en lille kommentar om, hvad brødet eller kagen egner sig til. Bogen er trykt på ret kraftigt papir, der bidrager til at give en følelsen af at sidde med godt kram (ja jeg er også bognørd), designet er lækkert.... Ja, der er faktisk kun en dårlig ting at sige om den bog, jeg sidder med her, og det er, at den er bibliotekets og snart skal afleveres. Men titlen står højest på min ønskeseddel, så meget er helt sikkert! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar