Vi har talt om at besøge stedet, siden vi flyttede herud i denne afkrog af provinsen, og nu var lejligheden her endelig. Så med Faster ved roret herhjemme hos pigerne, Astrid fyldt op på mælkefronten og os behørigt vaskede og polerede, drog vi afsted ud i vinterland. Og efter 4 minutter var vi fremme:) Mørket var ved at falde på, sneen dalede ned over gårdspladsen på den gamle herregård, hvor restauranten ligger i kælderen af den gamle inspektørbolig. En perfekt setting til en smuk aften. Vi indsugede stemningen og skyndte os ind i varmen.
Vi var de første denne aften og blev modtaget af en venlig tjener, der tog vores jakker og viste os ned i restauranten, hvor vi fik tilbudt en appertif, som vi enten kunne nyde i loungen eller ved bordet. Kristian fik et glas cava, og jeg en hyldeblomstsaft (Astrid ventede jo derhjemme), og vi valgte at tage det med hen til bordet - vi arbejdede jo ud fra en stram tidsplan.
Restauranten var virkelig hyggelig og smagfuldt indrettet. På bordene stod en enkel vase med hvide franske anemoner - jeg elsker franske anemoner! Så jeg var positivt stemt fra starten. Snart kom en tjener ned med en snack til aperitiffen. Vi fik saltristede mandler og en grov grissiniflage med en urtecreme-dip til. Det var virkeligt lækkert. Mandlerne var lidt specielle - ret salte, og man er ellers vant til mandlers søde smag, men vi blev hurtigt hooked. Lidt efter kom der også en kurv med brød, der var varmt endnu, og som også var lækkert med urtecremen. Brødene var især gode i starten, da de var lune, men måske ikke ligefrem måltidets højdepunkt.
Det Gamle Mejeri kører i januar og februar med en vintermenu, der består af tre retter for 300 kr, og jeg kan med det samme sige, at det er et fund for pengene, men nu foregriber jeg begivenhedernes gang. Inden forretten fik vi serveret en amuse bouche bestående af blåmuslinger og emmer i en kraftig karrybouillon. På trods af at jeg i almindelighed ikke er imponeret af blåmuslinger, så smagte det rigtig fint. Jeg kunne godt lide smagen af emmer i den kraftige karry. Eneste minus ved amusen var, at den blev serveret med en gaffel som service, og det var faktisk lidt svært at fange emmerkornene, der smuttede mellem gaflens tænder. 
Forretten bestod af en åben ravioli med jomfruhummer i en safran-beurreblanc med kartoffelchips og rogn til. Pastaen var rigtig god, helt tynd og veltilberedt, jonfruhummeren var virkelig lækker og saucen passede fint til. Jeg er ikke helt vild med rogn, men det var jo ikke kokkens skyld.
Hovedretten var to slags okse med kartoffelcreme, en kraftig glace og vintergrøntsager. De to slags okse bestod af et stykke lækkert rødt kød med en delikat crust, men det der virkelig stjal billedet og gjorde, at jeg hverken kan huske hvilken udskæring det røde var, eller hvad crusten bestod af var en braiseret oksekæbe, så mør og velsmagende, at vi faktisk ikke kunne tale om andet i ret lang tid. Jeg har aldrig fået oksekæbe før, men det kan kun anbefales! Og så kan provinsens gæster godt forvente, at der i fremtiden eksperimenteres udi braiseringens kunst, for det vil vi gerne kunne gøre efter. Med til at fuldende et perfekt måltid hørte en fløjlsblød kartoffelcreme, vintergrøntsager, der var kogt i en lage af salt, sukker og eddike og dermed gav et friskt pift til den lidt fede smag i kødet og endelig en virkelig god glace, der samlede smagen på tallerkenen. Vi var ret tæt på lykkelige her. Kristian mente dog, at de havde været lige rundhåndede nok med pyntegrønt på toppen, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men ellers er det godt nok et rent 12-tal til hovedretten.
Kronen på værket og et måltids virkelige højdepunkt er i min verden altid desserten, og heldigvis var der stadig god plads i maven til, at vi rigtigt kunne nyde denne, så tak til kokken for et velproportioneret måltid. Og lad mig bare afsløre at desserten til fulde levede op til forventningerne. På tallerkenen var en vifte af forskellige chokoladeelementer, der supplerede hinanden smukt og opfyldte både de æstetiske såvel som de kulinariske krav til en god finale. 
Øverst til venstre var der en sorbet med hvid chokolade og citron (er vi ret sikre på...). Den var virkelig velsmagende og passede godt som et lidt syrligt men stadig blødt indslag i ckokoladeredeligheden. Underneden var der en lille creme brulee, og selv om jeg må erklæres en creme brulee discipel, så var det anretningens svageste led. Den smagte fint nok, men manglede måske lidt vanille, og sammenlignet med tallerkenens øvrige elementer var den bare ikke helt oppe at ringe. Så var der en skøn, skøn, skøn chokolade kage, sprød på toppen og dejlig blød indeni. Den blev flankeret af en uovertruffen chokolademousse af lys chokolade - virkelig fin! Og endelig var der en ret fantastisk trøffel, som vi nød i små bidder. Under det hele var der et bånd af karamel af kondenseret mælk -mmm. og så var der drysset tørret kirsebær på tallerkenen. Alt i alt en storslået chokoladeoplevelse.
Da vi havde nydt den sidste mundfuld af desserten, var vi mætte på den gode måde, tiden var inde til at komme hjem til lillemusen, og vi begav os glade og veltilpasse ud i vinterlandet igen. Jeg kan på det varmeste anbefale jer at tage en tur omkring Det Gamle Mejeri. Der er et togstop lige ved Vilhelmsborg, hvis man gerne vil smage på vinen, som min gemal var ganske tilfreds med. Personalet var venligt og dygtigt, og tjeneren svarede beredvilligt på alle mine spørgsmål om ingredienser og tilberedning. Måske er det fordi, jeg ikke bliver luftet så tit for tiden, men lad det bare komme kokken til fordel - jeg vil gerne give 5 ud af 6 stjerner til Mejeriet for denne aften.
Og så havde pigerne oven i købet hygget sig derhjemme og slet ikke savnet os. Alt i alt ret fint.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar