Om tilstandsrapporter og umulige prioriteringer blandt andet

Vi er ved at kaste os over et ret uoverskueligt projekt, meget tidskrævende, nervepirrende, svært men spændende. Vi er begyndt at kigge os om efter et hus - som vi vil købe! Og det er ikke så let. Faktisk er det nok mere korrekt at sige, at vi er midt i et projekt, for jeg har læst boligannoncer i flere år nu, men nu trapper vi op, for nu er vi lidt tættere på at kunne muliggøre sådan et stort tiltag. Egentlig har vi hele tiden sagt, at vi ville vente til min barsel var slut, og jeg havde fået et job (er nyuddannet), men jeg har hørt en lille fugl synge om, at sådan nogle lærerjobs ikke hænger på træerne, og derfor kigger vi nu på huse i en prisklasse, som vi kan arbejde med på en løn og en dagpengeudbetaling. Det er meget fornuftigt, synes vi selv. Men ikke uproblematisk.

Vi (læs jeg) vil dybest selv helst have sådan en gammel villa fra før 1950 med tegltag og plankegulve, med charmerende detaljer, rigeligt med plads og en smuk, stor gammel have med en masse frugttræer - og så skal huset naturligvis helst ligge i en bestemt del af provinsen. Deri er der blot to problemer. I den nøje udvalgte del af provinsen findes der forsvindende få huse til salg af denne kaliber - og dem, der er, har den uforskammethed at koste en betydelig formue, der ikke stemmer overens med vores fornuftige beslutning. Så derfor er denne huskøbsproces kompliceret en del. For det første skal jeg komme overens med tanken om, at jeg kan ende i en gul 70'er-parcel. Det er godt nok en fed, behåret og ildelugtende kamel at sluge. Ikke et ondt ord sagt om gule 70'er-parceller i almindelighed, men når man er æstetiker i hjertet og vokset op i et lille idyllisk byhus fra 1864, så passer de ligesom ikke ind i mit drømmeunivers. Men som den håbløse optimist jeg nu engang er, pønser jeg på, at sådan et hus kan sminkes med noget puds og en masse stokroser. Så vi har nu taget tyren ved hornene og bestilt en fremvisning af tre mere eller mindre pragteksemplarer af racen gul parcel. De har hver deres særkende. Den ene er faktisk nærmest meget pæn, men er bare så forbistret lille. Så er der en, der er leopardplettet og godt indrettet, men ligger på en lille grund, hvor den tidligere ejer åbenbart har holdt bulldozere, for haven er fuldstændig bar og intetsigende (her siger den lille optimist i mit hoved, at så skal jeg se den som et blankt lærred, som kunstneren kan arbejde med, men problemet er bare, at jeg skal glo temmeligt længe på det der tomme lærred, før æbletræerne er blevet gamle og krogede). Det sidste eksemplar udmærker sig ved ikke at være gul, men til gengæld hvid (læs snavset-grå), og med rødt træværk over det hele. Det er virkeligt et af de grimmeste huse i provinsen, men til gengæld er det stort og har en kælder og en rimelig god indretning. Så hvad vælger man? Ja, det er spørgsmålet, men bestemt ikke det eneste spørgsmål.

Faktisk er der uhyggeligt mange spørgsmål, der kværner rundt i min lille ammehjerne. For eksempel har jeg indhentet tilstandsrapporter fra de tre huse. Så man ligesom er forberedt på, hvad der venter på matriklen, og hvad man i hvert fald skal holde sine (meget) små millioner fra. Men selvom jeg synes, at mit ordforråd ligger i den høje ende af spektret, og at jeg endda har den fordel at være vokset op som tømrerdatter og ved hvad ord som torks og not (ikke det engelske ord) dækker over, så er der bare usansynligt mange ord, jeg stadig mangler at lære, og så er sådan en tilstandsrapport altså sværere at læse end et Rifbjergdigt fra 1963. Og skulle man på forunderlig vis komme sig over sprogbarrieren, så ligger næste udfordring og venter: Hvad betyder det for huset, om det fejler det ene eller det andet. Se, her vil mange læsere nok mene, at der skulle være hjælp at hente i kategoriseringen K1, K2 og K3. Og det er jo rigtigt nok for K3'ere er de seriøse fejl, så dem skal man lige holde øje med og så alligevel ikke. For herefter følger spørgsmålet om, hvad en K3'er koster at udbedre. Og der er det, at jeg har en klage til systemet. For en K3'er kan være fejl i tagkonstruktionen, som gør, at taget dratter om i næste storm eller er utæt som en si. Men det kan også være et løst gelænder, der kan fikses med en ny skrue. Og der er ærligt talt stor forskel på, om man skal ud at løbe en ny skrue eller et nyt tag. Status hos os er, at jeg har sendt hele moletjavsen til min far, så han kan tolke lidt for os. Han er nemlig god til at læse tilstandsrapportisk.

Og endelig er der hele ideen med at sammenligne boliger, der bare ikke kan lade sig gøre. For de er jo på mange måder usammenlignelige! Det ene har en god have, den anden en god indretning, og det tredje masser af plads. Og hvad prioriterer man så højest? Eller må man erkende, at det rigtige hus bare ikke er der endnu, og I givet fald, hvornår kommer det så? Og kommer det til en pris, man kan acceptere, eller skal man forudse, at man bare ikke har råd til et hus, hvor både haven, huset, størrelsen og indretningen spiller? Øv. Jeg synes faktisk, det er svært, og jeg lover, at det ikke bliver det sidste brok, I har hørt fra mig i den sag.

Men derudover, så er det fredag, Kristian får vinterferie, jeg skal mødes med min gamle mødregruppe i morgen, hvilket bliver ret fantastisk, da vi ikke ses så tit, Astrid er i topform, og jeg ser frem til ISBNbingo på twitter. Så måske er det ikke så dårligt alt sammen alligevel.

God dag til dig der læser med!