En bognørds bekendelser - min affære med Middlemarch

I dag skal det handle om Middlemarch af George Eliot (e.g. Mary Anne Evans), som har været mit parallelunivers de sidste måneder. Og hvilket parallelunivers. Jeg har faktisk lidt svært ved at få begyndt på at fortælle om den, for der er så meget godt at sige. Middlemarch har været på min must-read liste i rigtig lang tid, og da min søde, betænksomme mand forærede mig den i bryllupsdagsgave, var tiden endelig kommet. Kender I det, at man har hørt så meget godt om en bog, at man næsten er bange for at læse den, fordi den kun kan skuffe. Sådan havde jeg det lidt med denne - bortset fra, den ikke skuffede.
Altså, det er dette her, det handler om: Middlemarch af George Eliot fra Rosinante.

Lad mig starte med mit førstehåndsindtryk af bogen, og med det mener jeg faktisk fornemmelsen af bogen, da jeg fik den i hånden. Det er en utrolig lækker bog. Den er fed, farverne er lækre, designet fortæller om kvalitet og tidløshed - lige som en klassiker skal gøre. Bogen er én af en række klassikerudgivelser fra Rosinante, der udmærker sig ved, at de er utroligt lækre, udvendig som indvendig. De er smukke både for øjet og for hjernen, og det tiltaler mig virkelig meget. Så meget faktisk, at jeg må indrømme at have flere af dem stående på min ønskeseddel alene af den grund, at de er en del af denne udgivelsesrække, der bare vil pynte på min bogreol (ikke sådan at forstå, at jeg ønsker mig bøger, som jeg ikke gerne vil læse, men der findes så uendeligt mange bøger, jeg gerne vil læse, at der må andre kriterier ind over også).

På forsiden af bogen er der et citat fra information: "Den måske bedste roman, der nogensinde er skrevet på engelsk" - så er man ligesom skudt igang. Men er den så det? Læs med her...

Middlemarch er historien om livets gang i en mindre engelsk by i 1800-tallet. Det er også en historie om ægteskaber, om personlig udvikling, om forventninger og skuffelser, om samfundets normer og den enkelte, om stærke kvinder og svage mænd, om gode mænd og stride kvinder, om værdier vs. virkelighed, om fornuft og følelse, om storhed og forfald... Det er en stor bog på alle måder!

Kan jeg give et resumé? Jeg er lidt splittet omkring det, da jeg er bange for at afsløre for meget, men lad mig prøve at trække nogle linier op. Romanen har et ret stort persongalleri med nogle centrale figurer, som vi skifter rundt mellem at høre om. En hovedperson er den unge Dorothea, der er en velstillet overklassepige, der ønsker at gifte sig med en ældre, dannet herre, Mr. Casaubon, som er ved at skrive et stort værk, og som Dorothea håber at lære en masse af. Her ser vi allerede konturen af en historie om en pige, der ikke følger normerne for samtidens unge piger, som er portrætteret gennem hendes søster, Celia, og en anden ung frøken, Rosamond Vinci, der er mere typiske i deres forhåbninger om ægteskabets goder. Om Dorothea får sit ønske opfyld og om hendes forventninger mødes, lader jeg hensvæve i det uvisse. Rosamond Vinci er en anden af de centrale personer, og hun vil gerne giftes med en mand, der er interessant og som kan bringe hende op ad den sociale rangstige, levere et liv i luksus og gøre hende anderledes. Vi følger også Rosamonds bror, Fred, der er en typisk ung herre, der lever over evne og ikke rigtig kan finde sin vej i livet. Han håber, at han vil arve en ejendom fra en onkel (eller hvordan det nu lige var), men gør han det? Han er forelsket i en barndomsveninde, den gæve Mary, der dog ikke just er imponeret af hans levevis. Derudover er der også Mr. Lydgate, som er en ung læge, der er flyttet til byen. Han har høje ambitioner inden for sit fag, men hvordan udvikler det sig for ham, da han bliver forelsket? Endelig har i Mr. Bulstrode, der er en from, kristen og belærende herre, der styrer byens moral med hård hånd - indtil en sjusket, drikfældig fremmed kommer til byen med skumle historier fra Mr. Bulstrodes fortid. Og nå ja, jeg var lige ved at glemme Will Ladislaw, Mr. Casaubons fætter (eller noget), der flytter til egnen og skaber postyr for både, Dorothea, Rosamund og Mr. Bulstrode. Hertil kommer en række bifigurer, der alle er det til at gøre romanens univers levende og spændende - og rodet, men på den gode måde. Det siger næsten sig selv, at det tager lang tid at komme ind i en historie med så mange tråde, men jo længere man kommer, desto smukker bliver trådene vævet sammen, og historien folder sig ud, så hold ud, siger jeg bare.

Foruden den fine historie må jeg også sige tre ord om fortælleren, for det er virkelig en del af læseoplevelsen. Fortælleren er udleverende, men på en fin fin tilbageholdende måde i kontrast til fx Jane Austens fortællere, der ofte er ironiske og meget direkte i deres fortællerkommentarer. ("It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife." Pride and Prejudice - 1. sætning, der sætte stemningen for hele bogen (elsker det)). Eliots fortæller er ikke så ironisk, men bestemt humoristisk, og man må ofte trække på smilebåndet. Eliots fortæller beskriver universet med en meget fin realisme, der er en af bogens styrker.

Middlemarch er ikke en bog, man bare lige sluger. Det er egentligt ikke længden på 900 sider, der bremser, men mere indholdet. Jeg kunne i hvert fald ikke lige snuppe 100 sider, sådan som jeg sagtens kan gøre det med andre bøger. Man bliver heller ikke drevet frem af plottet - ikke før til sidst i hvert fald, men man glæder sig til at kigge inden for i Eliots univers og se, hvordan det går med beboerne.

Jeg må indrømme, at jeg har en ganske særlig forkærlighed for engelske 1800-tals romaner, og dermed kan være en smule forudindtaget, men jeg synes virkeligt, at man bør overveje, om man kan nænne at fratage sig selv oplevelsen af Middlemarch. Den er så fint komponeret, så velskrevet, så godt sat sammen, så tankevækkende og dog underholdende, tilpas balanceret mellem kærlighedshistorie, samfundsskildring og moralfilosofi. Jeg giver Information ret, og sender den hermed afsted til jer med mine varmeste anbefalinger.

Tak fordi du læste med!