mandag den 20. februar 2012

Lykken er lyserød læbestift

Så er det mandag morgen, og ikke bare en almindelig mandag morgen, men mandag morgen efter vinterferien. Normalt ville det være en sur, langsommelig oplevelse, hvor jeg skulle overtale Anna til at skynde sig (en på forhånd tåbelig kamikazemission), redegøre for, hvorfor den står på havregryn i stedet for hjemmebagte boller, diskutere hvorfor man ikke lige kan starte dagen med en halv time på sofaen, og hvorfor man ikke kan nøjes med at gå i børnehave iført kjole og sølvsko. Det har jo nemlig maget sig således, at en kærlig kalendersjæl har anbragt fastelavn på netop denne mandag.

Så i dag skulle man faktisk i børnehave iført kjole og medbringende sølvsko (som vi godt nok glemte, og faderen måtte hjem og hente). Vi skulle starte dagen med at dekorere fastelavnsboller til børnehaven, havregrynene gled ned som en leg, og tanken om at skulle vise verdens bedste legekammerat, Vida, sine prinsesseøreringe slog fjernsynet og sofaen med flere længder. For selvfølgelig skulle Anna være prinsesse. Det var hun også sidste år - men det kan hun retfærdigvis nok ikke huske. Og moderen kunne da godt tænke sig, at have været kreativ med et eller andet sejt kostume, men når pigebarnet nu bare gerne vil have sin blå prinsessekjole på, ja så er det jo sådan, det er.

Jeg fik dog sneget et lille krea-projekt med i form af en ret fin krone af guldpapir og perler, som sikkert er gået i stykker, inden de når til tøndeslagningen, og som Anna også synes er lidt træls at have på, fordi elastikken skal under hagen. Men fin, det var hun godt nok. Og det bedste af det hele, det var, at man måtte få lyserøde kinder og læbestift på. Der findes ikke noget i verden, der kan lyse en mandag morgen op, som øjnene på en lille lyseblå prinsesse, der får at vide, at i dag må man låne mors lyserøde læbestift. Det er simpelthen topmålet af stort. Og jeg, som ellers normalt står i nattøj kl.7.15 og gladeligt sender faderen afsted mod børnehaven med madpakker, ekstra tøj og varierende grader af morgensurhed, ja, jeg var faktisk helt misundelig på, at det ikke var mig, der skulle se prinsessen indtage børnehaven i dag. Til gengæld får jeg lov til at hente de sørgelige, men forhåbentlig glade rester i eftermiddag. Det bliver også ret hyggeligt.

Og I skal da lige se hende, prinsesse Anna af Nymarken. Billedet er desværre ikke det bedste, prinsessen havde virkelig ikke tid til pressen denne morgen, men er hun ikke fin, spørger den stolte mor forudindfattet?




Nu vil jeg skænke en kop the og sidde og tænke lidt på, hvordan jeg skal præsentere jer for formidable Middlemarch, som jeg endelig og desværre er blevet færdig med. God fastelavnsmandag til alle, der læser med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar